Tusinder har kommenteret på opslag med italiensk kunstner

AALBORG: En video på Facebook af kunstneren Michelangelo Pistoletto, der smadrer spejle på Kunsten Museum of Modern Art, er blevet set, kommenteret og delt over hele verden.

Filmen er nået ud til over to millioner mennesker, den er vist 1,1 million gange og har fået 4.500 interaktioner og omtrent 4.200 kommentarer på forskellige sprog.

På videoen ser man den italienske kunstner, mens han smadrer store spejle med en kølle under en performance kaldet ”Eleven Less One” i september 2016.

Og det er mildt sagt ikke alle kommentarerne, der er positive. Mange skriver, de er aldeles uforstående over for, at dette betragtes som kunst. For eksempel skriver Vagn:

“Imponerende, hvad man kan slippe afsted med - hvis en af mine unger havde gjort det som små, havde jeg ikke kaldt det for kunst - men menneskeheden er en forunderlig art”.

Glenn fremfører også ”det kunne et barn lave”-argumentet:

“I have lost IQ points watching this. This is not 'art' in any way shape or form. I have a 5 year old that could do this”.

Andre bruger argumentet om, at kunstværket er ”Kejserens nye klæder”, og så er der naturligvis også en del bemærkninger om, at det giver syv års ulykke at smadre et spejl.

Moderne kunst har altid været genstand for meget debat, og derfor tager Kunsten tager postyret på Facebook ganske roligt.

- Der har altid været delte meninger om, hvad der er kunst. Det er helt, som det skal være, og på Kunsten tager vi altid gerne en dialog med vores gæster. Kunstens rolle er ikke at fremstille noget, som alle mennesker kan blive enige om er flot eller rart. Kunst spejler og udfordrer virkeligheden og sætter gang i vores kreativitet og fantasi. Kunst skal og vil ikke noget klart defineret: Det udfordrer os til selv at skabe en mening ud fra egne forudsætninger og livserfaringer. Kunst sparker døren ind til nogle kamre i sindet, som vi i hverdagens trummerum ikke er i kontakt med, siger direktør for Kunsten Gitte Ørskou.

Se videoen og alle kommentarerne her

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...