Coop lukker sin butik på Fridtjof Nansens Vej.
Shopping

Coop trækker stikket: Aalborg-butik lukker

08. november 2022 kl. 11:22

AALBORG: Grønlandskvarteret bliver snart en Fakta-butik fattigere. For de handlende bliver i øjeblikket mødt af et ”Beklager. Butikken lukker”-skilt, når de køber ind i butikken på Fridtjof Nansens Vej.

På skiltet kan kunderne også læse, at den sidste åbningsdag er 18. november.

- Vi har vurderet, at butikken har for lidt plads til at rumme Coop 365discount, som adskiller sig fra Fakta ved at have 700 flere varer, oplyser informationsdirektør Jens Juul Nielsen, Coop Danmark, til Aalborg:nu. 

- Derfor kommer der ikke en Coop 365discount i stedet.

Informationsdirektør fortæller også, at de ansatte i butikken er blevet tilbudt job andre steder i Coop-koncernen.

Stor kædeændring

Lukningen er derfor en del af den transformation, som Fakta-kæden i øjeblikket er i gang med. I de fleste andre tilfælde rundt om i hele Danmark får Fakta-butikker den helt store make-over og skifter navn til Coop 365discount.

I 2017 åbnede Coop en ny Fakta på Pandoravej i Gug, og her er man nu skiftet til det nye Coop 365discount-koncept.

De dagligvare-handlende i kvarteret omkring Grønlandstorvet kommer dog ikke til at mangle indkøbsmuligheder, da der også er en Lidl-butik.

Og i år er der åbnet en Netto-butik i den nye Lektorgården-bygning, der ligger et par minutters gang fra den lukningsramte Fakta-butik.

Annonceret indhold

Nyeste