En ny lejer rykker snart ind i bageriet i Svenstrup.
Shopping

Det skal der ske med tomt bageri

Kendt Aalborg-familie overtager lokaler i Svenstrup

10. januar 2023 kl. 18:04

AALBORG: Lokalerne har stået tomme i godt et halvt år. Men snart kan du igen se liv i det tidligere bageri på Godthåbsvej i Svenstrup.

På facaden har skilte de seneste uger fortalt, at lokalerne nu er lejet ud i bageriet, der senest har heddet På Fjorden - Brødværftet og været en del af familien af På Fjorden-bagerier. 

Det oprindelige selskab bag På Fjorden, som også havde filialer på Spritten og Østerågade, gik dog konkurs i juni, og siden har bageriet på hovedgaden stået tomt. Nu er de ny lejere imidlertid klar til at løfte sløret for, hvad der skal ske med lokalerne. 

Det er nemlig ingen ringere end familien bag Søgaards Bryghus, som har overtaget bageriet på Godthåbsvej. 

Bageriet har stået tomt, siden kæden af På Fjorden-bagerier gik konkurs for godt et halvt år siden.

Familien har i disse dage travlt med at omdanne det nuværende bryghus på C.W. Obels Plads til to helt nye steder under navnene Hr. Søgaard og Fru Søgaard.

Mens Hr. Søgaard bliver gastropub og sportsbar, er det tanken, at Fru Søgaard skal rumme byens fineste bageri, café og spisested.

- Derfor har vi overtaget lokalerne i Svenstrup for at kunne bruge dem til at producere brød og kager til Fru Søgaard, fortæller Caroline Søgaard-Pedersen. 

I første omgang bliver bageriet udelukkende produktionslokaler for de to Søgaard spisesteder, men på sigt vil Caroline Søgaard-Pedersen ikke afvise, at der også kan komme brødsalg i Svenstrup igen.

- Lige nu er vi travlt optagede af at få de nye steder godt i gang og kan derfor ikke overskue mere. Men jeg har selv nær familie i Svenstrup og ved, at der er et stort ønske om, at man igen skal kunne købe brød, så det kan sagtens være, at der på sigt også bliver salg på stedet, forklarer hun. 

Hr. Søgaard åbner allerede på torsdag, 12. januar, mens Fru Søgaard forventes at være klar i februar.

Se også
Topsport, kager og godt øl: Søgaards brygger på store planer
Annonceret indhold

Nyeste