
Her åbner ny stor slikbutik - med noget for enhver smag
AllSweets er klar med flere hundrede varianter af bland selv-slik, trends fra TikTok og meget andet
Er du glad for bland selv-slik - eller er det mere chokolade af god kvalitet, der får dine tænder til at løbe i vand? Eller måske de mange varianter af surt og sødt, der i øjeblikket storhitter på TikTok?
Så er her en god nyhed til dig - for vi kan nemlig fortælle, at et helt nyt slikmekka snart åbner i Aalborg.
Det bliver - bogstavligt talt - med noget for enhver smag. Og mottoet hos AllSweets er da også "en sød blanding af trends og tradition".
- Vi deler butikken ind i fire lige store afdelinger. Vi vil gerne vise, at vi rammer hele spekteret med slik for kunder i alle aldre, fortæller Gunnar Topstad, der står bag den nye butik.
- Kom til os, vi har det hele.
Varer andre ikke har
Du kan se frem til luksusafdelingen med chokolade som butikken forhandler eksklusivt i Danmark, de omkring 250 forskellige varianter af bland selv-slik samt området med farverigt børneslik - ofte i kombination med legetøj.
- Og så er der vores afdeling med slik, der trender - især på TikTok. Det er her, det største - og sjoveste - arbejde ligger. Den er helt sikkert med til at afgøre, hvor godt vi klarer os, siger 52-årige Gunnar Topstad.
- Her skal vi virkelig følge med, for TikTok-generationen er hurtige til at fange trends - og er hurtigt videre til det næste. Og vi vil være kendt for at have varer, som andre ikke har.
Minecraft og en syngende avatar
Noget, han fremhæver her en måneds tid før åbningen, er eksempelvis, at AllSweets bliver eneforhandler herhjemme af en limited edition af Pringles. Her tager det spicy krydderi udgangspunkt i det, man bruger til suppen i spillet Minecraft.
Der er også de specielle udgaver af brasilianske Snickers med smag af kokos, lime eller passionsfrugt. Samt slik inspireret af Hatsune Miku, der er en virtuel sangerinde - en avatar. Her er slikket vingummi, formet enten som hendes hoved eller noder.
Kvalitet og gode oplevelser
- Nu går vi snart i gang med at indrette AllSweets, og så glæder vi os til at byde kunderne indenfor, siger Gunnar Topstad.
- Vi glæder os til at åbne en butik, der har fokus på et stort udvalg, kvalitet og gode oplevelser.
Efter planen åbner AllSweets på Nygade i Aalborg Storcenter 28. september - i lokalerne hvor Helsam i øjeblikket har ophørsudsalg.
Gunnar Topstad og shop manager Jessica Lauritzen er i øjeblikket i gang med at planlægge åbningsfesten.