Lær at give dine gamle Ikea-møbler nyt liv
Shopping

Ikea vil lære dig at upcycle dine gamle møbler

Gamle Ikea-møbler trender på diverse genbrugs-platforme. Nu kan du komme med på bølgen

18. november 2022 kl. 15:57

AALBORG: Mens nogen arbejder på at gøre slagtilbuddene klar til Black Friday, går Ikea Aalborg i den stik modsatte retning. 

Varehuset vil nemlig have dig til at genbruge og upcycle dine gamle møbler, og det kommer der nu en række arrangementer ud af.

I næste uge giver Ikea Aalborg dig tips og tricks til, hvordan du kan give dine gamle møbler nyt liv.

-  Priserne på vores produkter er i forvejen ikke høje. I stedet for at sætte dem yderligere ned til Black Friday, vil vi i stedet give kunderne tips og tricks til, hvordan de med få midler kan give nyt liv til de ting, de allerede har, siger Peter Elmose, der er varehuschef i Ikea Aalborg.

Derfor laver Ikea Aalborg den næste uge en række workshops, hvor du kan lære og lade dig inspirere til at give dine gamle Ikea-møbler et DIY-ansigtsløft.

- Der er behov for et mere cirkulært forbrug, hvor vi er bevidste om, at vi passer på vores planet, når vi genbruger, siger Peter Elmose.

Du kan også indlevere dine gamle Ikea-møbler i Cirkulär-området.

Lige nu storhitter Ikea retro-fund også på diverse second-hand-platforme som Trendsales og Etsy.com. Her er det især de gamle 90'er og 00'er-klassikere som Gavik-lampen og Skämt-vaserne, du kan støde på.

Ikea Aalborg skriver sig således ind i en grøn november, som er et opgør med det overforbrug, Black Friday, jule- og januarudsalget i nogles øjnes inviterer til.

- I stedet for at holde Black Week, kalder vi det for Green Week, siger Peter Elmose.

Det kan du opleve til Green Week i Ikea

Mandag 21. november: Ikea-medarbejdere istandsætter Bekväm-taburet og Moppe-kommode fra klokken 10-15

Tirsdag 22. november: Bliv inspireret og se resultatet af istandsatte Bekväm-taburet, Moppe-kommode og Duktig-køkken

Onsdag 23. november: Influencer Line og Dan Bergendorff fra DIY Danmark besøger varehuset og viser tips og tricks til upcycling klokken 15-19

Torsdag 24. november: Lær at istandsætte stole med maling og polstring klokken 12-15

Fredag 25. november: Ikea-medarbejdere laver en Moppe-julekalender og julestjerner ud af Stjalig-bøjler klokken 10-14

Ikea Aalborg laver i øvrigt en særkollektion, Förnya, der løber fra 9.-27. november, hvor du ved lodtrækning kan vinde produkterne fra udstillingen. De øvrige upcyclede produkter i varehuset sættes til salg fredag 25. november i Cirkulär. 

Du kan også selv indlevere dine brugte møbler til Cirkulär, og frem til 27. november giver Ikea 50 procent ekstra på tilgodebeviset til Ikea Family-medlemmer, når de indleverer deres brugte Ikea-møbler til Cirkulär.

Annonceret indhold

Nyeste