Louises tøjbutik rykker i nye lokaler – har et særligt projekt i støbeskeen
Indehaver Louise Weinreich er sammen med sin mand i fuld gang med at renovere lokalerne
AALBORG: Nørregades dametøjsbutik Studio Grundahl, som tidligere tilhørte designeren Ivan Grundahl, flytter om få måneder i nye lokaler.
Som kunde skal man dog ikke til at tage stilling til en helt ny beliggenhed.
Der er nemlig tale om en kort flyttetur fra Nørregade 12 til Nørregade 16.
Og det er der en helt speciel grund til, fortæller indehaveren af Studio Grundahl, Louise Weinreich.

En pirrende tanke
Adressen på Nørregade 16 er lidt særlig, og især i Louise Weinreichs øjne.
Hun har længe gået med tanken om at ville mere end bare tøj, men har ikke kunnet knække koden til, hvordan hendes kærlighed til kunst kunne forenes med butikkens tøj.
- Det tøj, jeg har, er meget kunstnerisk og udtryksfuldt, og derfor synes jeg ikke, at der kan være alle mulige andre ting i samme lokale. De ville på en måde begynde at kæmpe imod hinanden, fortæller hun.
Derfor var det ikke en svær beslutning at tage, da muligheden for at leje nummer 16 bød sig. Adressen dækker nemlig over to adskilte lokaler.
- Tanken om at have begge lokaler med det samme vinduesparti pirrede mig bare på en eller anden måde, og jeg fik en følelse af, at jeg langt bedre kan forene idéerne, jeg har i mit hoved.

Kunstneriske pop-ups
Det største af lokalerne skal fremover huse Studio Grundahl, som man kender det.
Men Louise Weinreich er på nuværende tidspunkt ikke helt afklaret med planerne for det andet lokale – udover at det skal være et kunstnerisk indslag i gaden.
- Tanken er, indholdet i lokalet skal være omskifteligt, og det kommer i høj grad til at minde om pop-ups inden for det kunstneriske univers, forklarer hun.
I Studio Grundahls nuværende lokaler står allerede værker fra lokale kunstnere, blandt andet i form af keramik, men fremover skal det være et samarbejde.
- Jeg kunne jo sagtens knalde en masse kunst op på min væg, men jeg vil hellere samarbejde med nogen, som også har en forpligtelse i at skabe succes og samtidig har lyst til at møde deres kunder.

Vil vise mere personlighed
Louise Weinreich overtog butikken i august 2018 fra Ivan Grundahls søster, Grethe Grundahl.
På det tidspunkt havde butikken ligget på Nørregade 12 i et års tid, men den har været en del af Aalborg i 32 år.
I dag lever designerens stil videre i butikken, selvfølgelig med et tvist af Louise Weinreichs stil.
- Jeg har ikke selv indrettet de nuværende lokaler, og derfor kommer min personlighed til at være endnu mere fremtrædende i de nye lokaler.
Sammen med sin mand har hun tidligere drevet flere skateboard-butikker, og det bliver i høj grad den stil, man kan forvente at se mere af.
- Jeg vil forsøge at lade de nye lokaler stå så rå som muligt. Det er i hvert fald drømmen. Vores tøj er så minimalistisk og sort, og jeg tror, at det ville passe rigtig godt sammen.