Pilegaards Antikvariat er en sindrig labyrint af bøger fra kælder til kvist. 
Shopping

Pilegaard laver kæmpe bogudsalg

Du kan gøre et rigtigt kup, når tusindvis af bøger kommer til salg den kommende uge

24. september 2022 kl. 15:52

AALBORG: Der er juleaften, og så er der Pilegaards Antikvariats store bogudsalg.

I hvert fald hvis man generelt er vild med bøger og fortsat synes, at bogstaver skal læses på papir.

Og byens bogorme og læseheste kan godt begynde at forberede sig, for onsdag, 28. september, går det løs med den årlige bogfest i antikvariatet, som er provinsens største.

- I år er der virkelig mulighed for at gøre et fund, for som noget nyt bliver der sat hele samlinger til salg, der slet ikke har været forbi butikken, fortæller Nina Iversen, der har arbejdet i antikvariatet i Algade i mere end tre årtier.

Til selve bogudsalget har man lejet sig ind i nabolokalerne, der tidligere husede Aalborg Spilforsyning, og her bliver der fyldt op med tonsvis af titler.

- Vi er i den situation, at vi de senere år har købt så mange titler, at vores fjernlager ude i byen, loftet, kælderen og butikken er fyldt. Vi kan faktisk ikke være her mere, siger hun med smil i stemmen og tilføjer, at kvaliteten af bogudsalget derfor vil være ekstra høj i år.

Kvaliteten af de bøger, der kommer til salg, vil særligt i år være høj - for antikvariatets lagre bugner af bøger.

Fra hele landet

Bøgerne sælges traditionen tro som hollandsk udsalg, hvor prisen pr. titel de første dage ligger på 25 kr. for så gradvist at falde over de næste to uger frem til udsalget slutter lørdag 15. oktober. 

I slutspurten, fredag 14. og lørdag 15., vil der virkelig være volumen på og mulighed for at forhandle sig til en god pris. 

Fredag kan du f.eks. blande et net med bøger for bare 25 kr., mens du lørdag kan få en hel banankasse fuld for 50 kr.

- Vi er kun interesserede i, at så meget som muligt kommer i gode hænder hos nogen, der værdsætter det, siger Nina Iversen.

Bogudsalget hos Pilegaards Antikvariat plejer at være noget af en publikumsmagnet - ikke kun blandt os aalborgensere, men også i resten af landet.

- Folk plejer at komme rejsende her til. Og også i år har vi hørt om folk på Sjælland, der prøver at koordinere transport for at komme herover til åbningen, fortæller Nina Iversen.

Antikvariatet har eksisteret siden 1963 - de første år dog i Møllegade. 
Annonceret indhold

Nyeste