Røde Kors Genbrug har endelig fundet nye lokaler til butikken.
Shopping

Røde Kors Genbrug flytter: Her åbner ny, stor butik

Den nuværende genbrugsforretning siger farvel med stort flyttesalg de kommende uger

31. oktober 2022 kl. 14:32

AALBORG: Snart kan du gå på jagt efter et godt køb i en helt ny udgave af Røde Kors Genbrug. Det sker, når den nuværende forretning på Ny Kærvej flytter i nye og større lokaler i Vejgaard Bymidte.

- Det har været svært at finde et egnet lokale, der er stort nok - samtidig med, at der også skal være parkering, fortæller Claudi Jacobsen, der er butikskonsulent i Røde Kors Genbrug.

- Men nu er det lykkedes, og det er vi meget glade for.

Der er kun nogle uger til, at genbrugsbutikken her på Ny Kærvej lukker.

I første omgang handler det om at sige farvel i forretningen i Kærby, som Røde Kors har haft i en del år og nu flytter fra, fordi lejemålet er opsagt. Allerede fra i dag, 31. oktober, begynder et stort flyttesalg i genbrugsbutikken, hvor alle varer sælges til halv pris frem til sidste åbningsdag, som er lørdag 19. november.

- Derefter går vi i gang med at pakke og flytte, siger Claudi Jacobsen.

- Og det gør vi stille og roligt, især af hensyn til vores mange frivillige. Vi ved, at de generelt har meget at se til i tiden op mod jul, og så kan vi ikke forvente, de også har masser af overskud til forretningen.

Netop de frivillige er hele omdrejningspunktet for, at Røde Kors kan drive sine genbrugsbutikker.

- Derfor er jeg også meget glad for den positive modtagelse, det har fået, at vi nu flytter til Vejgaard, siger Claudi Jacobsen, der for kort tid siden orienterede de mange frivillige om flytteplanerne.

- Vores frivillige er meget glade for, at de nu ved, hvad vi skal. Det har givet nogen uro, at vi ikke vidste, hvor vi skulle flytte hen. Men nu er det på plads, og flere har sagt, at de har fået en tidlig julegave i dag.

Den nye genbrugsbutik finder du på adressen Vejgaard Bymidte 8, der tidligere husede Rema 1000 og senest et covid-19-testcenter.

- Eneste men - for der er et men - det er, at det er et tidsbegrænset lejemål til udgangen af 2024, siger Claudi Jacobsen.

- Det er en god, midlertidig placering for os, men vi er stadig på udkig efter et blivende lejemål.

Men sine knap 1500 kvadratmeter er den nye genbrugsbutik noget større end den nuværende. Og med det vokser behovet for flere frivillige end de knap 90, der allerede er tilknyttet Røde Kors Genbrug i Aalborg.

- Vi håber, at vi med flytningen får endnu flere frivillige tilknyttet end i dag, vi kan altid bruge flere kræfter, siger Claudi Jacobsen, der også har en vigtig oplysning til dig, der gerne vil aflevere noget til genbrug de kommende måneder.

- Når vi lukker i Kærby, kan man efterfølgende aflevere sine donationer i Vejgaard, selv om forretningen ikke er åbnet endnu.

Og det er det kendte sortiment, du stadig kan både aflevere og købe: Tøj, møbler, isenkram, elektronik, bøger - og meget andet.

- Vi glæder os meget til at åbne i den nye genbrugsbutik, som vi håber, kunderne bliver superglade for, siger Claudi Jacobsen.

- Både de kunder vi har nu, og de nye, der kommer til.

Røde Kors Genbrug har sidste åbningsdag på Ny Kærvej 19. november - og genåbner 17. januar 2023 på Vejgaard Bymidte 8.

Annonceret indhold

Nyeste