Barnebarnet Michell og sønnen Thomas er en del af familiefirmaet, som Inge og Erik Persson grundlagde for 47 år siden. 
Shopping

Salget er på himmelflugt: Familiefirma åbner fysisk butik

22. oktober 2022 kl. 12:03

Webshopsalget stryger i vejret. Og nu har Kikkert – Teleskophuset i Skalborg åbnet en stor fysisk butik, som skal løfte kundernes oplevelse.

- Efterspørgslen er vokset markant under corona, og vi fik alt for lidt plads, fortæller Inge Persson om flytningen.

I den 500 kvm. store butik kan kunderne gå på jagt efter alt fra kikkerter, udsigtskikkerter, teleskoper og mikroskoper til metaldetektorer, powerstations, vejrstationer, ravlygter, mindre solcelleanlæg og masser af børneartikler.

Adressen er stadig på Vandmanden i det sydlige Aalborg, hvor virksomheden har haft til huse i 18 år. Nu er postkassen flyttet til vejnummeret 36A.

De mange kvadratmeter bliver både brugt til kontor, lager og ikke mindst et værksted, hvor udsigt, astronomiske og håndkikkerter bliver produceret og repareret.

Kikkert - Teleskophuset har eget værksted, hvor man blandt andet bygger udsigtskikkerter, som man kan møde rundt i den danske natur.

Fra niche til mainstream

Det hele startede for 47 år siden i Inge og Erik Perssons kælder. Forretningen har nu udviklet sig til familieforetagende med tre aktive generationer i forretningen. I alt har virksomheden syv ansatte.

- Erik startede i sin kælder, hvor han som den eneste i hele Norden lavede teleskop-opstillinger, og astronomiske teleskoper. Han var med til at få oprettet observatoriet i Golfparken og få det over et over 100 år gamle linseteleskop til Aalborg, fortæller Inge Persson.

Erik Persson er et kendt ansigt i astronomiverdenen. Og han har undervist i optik på Aalborg Universitet. I starten arbejdede ægteparret ved siden af kikkertforretningen. Med tiden gik man fra kun at beskæftige sig med astronomiske produkter til også at forhandle håndkikkerter engros.

Inge Persson grundlagde sammen med ægtefællen Erik butikken for 47 år siden.

Ud i naturen

Gennem årene har forretningen udviklet sig til at indeholde over 20 agenturer, og kunderne kommer fra hele Norden.

Især folks ændrede interesser under pandemien sat skub i salget. For med et bredt sortiment af produkter, der henvender sig til friluftslivet, er webshop-omsætningen fem-doblet på 2,5 år.

- Vi har udover nicheprodukter også fået flere mainstream-produkter som powerstations, vejrstationer, ravlygter og metaldetektorer, fortæller sønnen Thomas Persson.

Butikken har tre store showrooms.
Annonceret indhold

Nyeste