Smykkebutik får makeover - og genåbner med fest og goodiebags
Se her, hvornår den nyrenoverede forretning slår dørene op
AALBORG: Det er en af byens populære forretninger med smykker og accessories, der nu skal gennemgå en større makeover.
Det handler om Glitter i Aalborg Storcenter, og butikken holder midlertidigt lukket fra og med mandag 23. januar.
- Det er en makeover, alle vores butikker får. Og eftersom Glitter i storcenteret er en af vores bedst sælgende forretninger herhjemme, så glæder vi os ekstra meget til, at den også bliver opdateret, siger regional manager Danielle Bekkar.
Håndværkerne går nu i gang med blandt andet at skifte gulve og installere nyt inventar.
- Det bliver en meget lysere butik, end den man kender i dag. Den får et nordisk og tidløst præg, for vi oplever, at det der begynder som en del af tidsånden - eksempelvis en mørk butik - ender med at blive en tidslås i stedet, siger Danielle Bekkar.
- Så både medarbejdere og kunder kan se frem til en mere indbydende og overskuelig butik.
Når Glitter igen slår dørene op, bliver det med goodiebags og forfriskninger til de første kunder.
- Og derudover vil der være særlige tilbud den første uges tid, siger hun.
Du finder Glitter i Blå Gade i Aalborg Storcenter. Forretningen åbner igen på fredag, 27. januar, klokken 12.