I mere end et årti har Thomas Kirch Nielsen drevet skateshoppen The Boss Shop.
Shopping

Støttefest bliver afgørende for ikonisk skateshop: Det kan du opleve

Indehaver sætter nu de sidste kræfter ind på at redde The Boss Shop

23. marts 2023 kl. 18:08

AALBORG: Det var noget af en udmelding, der kom fra The Boss Shops indehaver, Thomas Kirch Nielsen, for nogle uger siden. "Hjælp os eller vi lukker," lød budskabet i videoen, som han uploadede på skateshoppens Instagram-profil.

Dengang havde han én måned til at vende skuden. Nu, nogle uger senere, er skateren klar til at sætte alle kræfter ind på at redde "livsværket."

Thomas Kirch Nielsens (t.v.) brødre, som sidder til højre for ham, har tidligere været inde over The Boss Shop. Nu er han bare ham selv i butikken.

Lørdag 1. april holder han et særligt støtteevent for skateshoppen.

- Det er det, der kommer til at afgøre det hele. Jeg har lavet arrangementet for at få samlet de sidste penge ind, så jeg kan få betalt mine lån ud, siger Thomas Kirch Nielsen, der selv vurderer, at der håb for skateshoppens overlevelse.

Ny video på vej

Og mon ikke eventet 1. april kan hjælpe ham på vej - Thomas Kirch Nielsen er i hvert fald optimistisk.

Der bliver for eksempel holdt repremiere på de skatevideoer, han har produceret gennem 14 år, ligesom det kommer til at være åbent hus på lageret og i butikken, så folk kan mærke "den særlige ånd" i skatemiljøet.

- Folk får lov til at komme ind bag kulisserne, siger Thomas Kirch Nielsen.

Han holder også premiere på en ny skatevideo på dagen.

I mange år har Thomas Kirch Nielsen også rejst rundt og lavet skatevideoer, som han hvert år holder premiere på i The Boss Shop.

Skatevideoer er ofte noget, professionelle skatere lever af at producere - og det er netop videoerne, der alle årene har været drivkraften bag hans arbejde med The Boss Shop.

Livemusik og hygge

Til støtte-eventet kommer også et lokalt band, Holy Dragon, som giver koncert i butikken.

- Bagefter er der musik og hygge for give tilbage til dem, der har støttet op om The Boss Shop - og skatemiljøet generelt, siger Thomas Kirch Nielsen.

Efter påsken regner han med at kunne give en endelig status på fremtiden for The Boss Shop, som du finder på Hjørringvej 38 i Nørresundby. 

The Boss Shop giver stadig rabat på alle varer, og foruden den fysiske butik, findes The Boss Shop også som webshop.

Du kan læse mere om programmet for støtteeventet for The Boss Shop på Facebook-begivenheden.

Annonceret indhold

Nyeste