
Udfordringerne blev for store: Rene lukker sin vinbutik
I stedet går han all in på sin webshop og lagersalg, mens han samtidig leder efter nyt job
NIBE: Det blev ikke det livslange eventyr, han havde håbet på.
Først corona og derefter inflation og krise har slukket Rene Kiils drøm om at drive sin forretning Kiil Wine som fysisk butik. Efter tre og et halvt år lukker butikken i Skomagergade i Nibe snart.

- Det har været rigtig spændende og lærerigt at drive butikken, men især sidste år var et hårdt år, og derfor har vi truffet beslutningen om at lukke, siger Rene Kiil.
- Og det er da ikke nemt, der har trillet tårer over, at mit drømmeprojekt snart ikke er her mere.
Vin er en passion
Han siger dog ikke farvel til salg af vin og spiritus, dertil er interessen for især italienske vine alt for stor. Rene Kiil fortsætter med at drive Kiil Wine som webshop og med lagersalg af flaskerne, som han selv enten importerer eller henter på vingårde i Europa.
- Vin har været min helt store passion, siden jeg var barn. Da blev jeg præget af min familie, for når vi var på sommerferie, besøgte vi altid vingårde, og det er jeg også fortsat med selv, siger 36-årige Rene Kiil, der i øvrigt også tidligere har stået bag en prisvindende produktion af gin.
- Mens gin er min hobby, så havde jeg håbet, at Kiil Wine skulle være mit levebrød. Men sådan går det ikke, nu skal jeg i stedet ud at søge et job.
Og i den sammenhæng har han flere strenge at spille på, Rene Kiil er uddannet i tøjbranchen, og han har også erfaring med noget så forskelligt som lagerchef og pædagogmedhjælper.
Et stærkt sammenhold
Det er nærliggende at spørge, om han i dag har fortrudt, han åbnede vinbutikken. Og svaret kommer hurtigt.
- Nej. Men havde jeg ønsket, det var gået bedre - selvfølgelig.

Rene Kiil kalder det både spændende og grænseoverskridende at være selvstændig.
- Jeg har lært så meget, som jeg ikke vil være foruden, siger han, der også fremhæver, at de seneste år har gjort sammenholdet i familien endnu stærkere.
- Det kræver virkelig opbakning at kaste sig ud i sådan et eventyr. Og det har jeg fået fra især min kæreste og datter - også når arbejdsugerne blev langt over 50 timer, eller jeg kørte ud med gavekurve klokken 4 om morgenen for at være tilbage, så jeg kunne åbne butikken.
Kunderne bliver savnet
Han er ikke i tvivl om, hvad han især kommer til at savne.
- Det er kontakten med kunderne, siger Rene Kiil.
- Vi er jo et lille lokalsamfund, hvor mange lige kommer forbi til en snak. På den måde hygger jeg mig meget med kunderne, hvor flere også er blevet til venner gennem årerne.
Kiil Wine på Skomagergade 23 i Nibe har sidste åbningsdag på lørdag, 7. januar. Forretningen fortsætter som webshop med mulighed for udbringning, og på Kiil Wines Facebook-side finder du mere info om blandt andet kommende lagersalg.