Mette Goddiksen
Mette Goddiksen. Foto: Martin Damgård

Mette Goddiksen skriver klumme om Sivekvinder

AALBORG: Jeg er ved at lære mig selv og mine døtre at slå antennerne ind og trække panseret ned over for en særlig slags mennesker: Sivekvinder: Det er dem, der pludselig holder op med at sende dig likes og smileyer, selvom de aldrig før har været nærige med dem. Dem, der kommer ind i rummet og lader deres bebrejdelser/mishag/vrede - hvad det nu er - sive ud i rummet, men spørger man, om der er noget galt, så siger de med knirkende, lidende stemme "nej, ikke sådan noget særligt". Vi andre skal nemlig gætte det. Vi skal gætte og gætte og have rigtig ondt i maven, skal vi. Men ved du hvad? Det gider jeg ikke mere. Det er slut med at være et nemt offer for følelsesmæssig gidselstagning.

Så lad dem sive i fred. De er ikke mavepinen eller energien værd. Vi kører lige en ctrl-alt-delete på tankemylderet, der opstår, når vi udsættes for passiv aggressiv opførsel, martyrium og manipulation fra folk, der ikke evner at sige tingene direkte. Fulgte flere mit eksempel, kunne det i øvrigt få alvorlige konsekvenser for programmer som "Mads og Monopolet". Mit gæt er, at 85 procent af dilemmaerne kunne løses i et snuptag, hvis folk bare turde gribe fat om egen konfliktskyhed og sige ærligt (og kærligt), hvad de mener eller føler uden tabuer. Konflikt er et pokkers livsvilkår. Kunsten er at lære at deale med det på en ordentlig måde.

Og mine døtre kan lige så godt få glæde af et mellemlangt livs feltanalyser med passivt aggressive mennesker, inden de lige om lidt bevæger sig ind i teenagepigetilværelsen med alle de medfølgende intriger og dramaer, der næres af det usagte - og som desuden har fået en ekstra spand kul på de sociale medier siden min tid. Den ene datter har ganske enkelt fravalgt sociale medier "for når de andre ved, jeg ikke tjekker sociale medier, så involverer de mig heller ikke i det drama og sladder, der er der". Kunne man da bare selv have været så klog som 12-årig... Og kunne man dog bare opdage og sanktionere passiv aggressiv adfærd og psykisk vold blandt piger, som man gør med gammeldags slagsmål mellem drengene. Førstnævnte giver selvtilliden en blodtud, der ikke stopper med at gøre ondt lige med det samme.

Lad mig komme med et eksempel: For nogle år siden startede jeg i et nyt job. Ved første statusmøde med ledelsen skulle jeg og en kollega fortælle, hvordan det gik med samarbejdet. Højst overraskende var hun ikke tilfreds, hvilket hun på intet tidspunkt havde givet direkte udtryk for. I stedet valgte hun blandt andet følgende formulering under mødet: "Men nu har man jo også tidligere været så privilegeret at have Jytte som kollega i stedet for".

Altså en anden kollega end mig.

Den der passiv aggressive stil er jo en form for nervegas. Man stivner ligesom og ved først, hvad man skulle have sagt og gjort, når man ligger derhjemme og spekulerer, mens man kigger stift op i loftet.

Nu sover jeg i stedet for. Det er mere konstruktivt. Intet kan man stille op.

For min erfaring med passivt aggressive mennesker/martyrer er, at det er nemmere at fange damp med en strikkepind, end det er at få direkte tale ud af dem.

Deres strategi for at undgå direkte konfrontation er en tretrinsraket, der forløber nogenlunde således:

#Benægtelse: Hun vil kigge påtaget overrasket på mig og sige noget med, at det dér er sandelig noget, der foregår inde i mig. Hun har jo ikke gjort andet end at rose den kollega, hvis plads jeg overtog, intet andet!

Og det er jo på en måde sandt. Forsvaret er skudsikkert. Men fastholder jeg alligevel, at hun sagde mere end lige dét - og endda på et listigt tidspunkt, ikke i enrum, men foran ledelsen, så rykker vi videre til næste trin i strategien.

#Martyrium og selvretfærdighed: Sivekvinden føler sig ærlig talt uretfærdigt angrebet nu. Hun får vandspejl på øjnene - og tårer slår som bekendt altid fakta og argumenter, for man er jo et dårligt menneske, hvis man insisterer på at konfrontere en stakkel, der græder - uanset hvor dårlig en sag, vedkommende har. Hvor mange gange har man ikke igennem skoletiden prøvet at undskylde for noget, man ikke er skyld i, fordi modparten har kørt tårekanonen frem, og læreren bare vil have fred? Tsk. Måske skulle man i stedet sige følgende: "Jeg ser, du græder, og det er okay. Men det ændrer ikke på, at vi skal høre alle argumenter, og det får ikke konflikten til at stoppe og gå væk". Men sådan gribes det ikke an, så:

#Jeg må kapitulere og efterlades med følelsen af at være forkert, paranoid og aggressiv, selvom jeg egentlig har holdt en direkte, men dog sober tone.

Det store spørgsmål er, hvorfor det for især kvinder er så svært at konfrontere emner med konfliktpotentiale. Mit bud er, at mange af os stadig er underlagt den her pokkers flinkeskole, hvor søde, feminine piger ikke viser vrede - eller bare utilfredshed - åbent. Det er pendanten til, at store drenge græder ikke. Mænd må indkapsle deres sårbarhed og kvinder deres vrede. Kvindelige politikere dømmes som hysteriske, hvis de hæver stemmen. Med de mandlige er sagen den, at de blot giver udtryk for retfærdig harme. Kvinder, der viser sårbarhed/følelser i stedet for handlekraft, er feminine og søde og lige til at putte i lommen. Mænd, der gør det samme, dømmes som skvattede. Det er ikke fair.

Og det er synd for dem, der bærer rundt på en masse galde, som de ikke kan få ekspederet ud på en konstruktiv måde - for den forsvinder ikke af sig selv, og så de er nødsaget til at lette den gennem sidebenene. Det må være hårdt, og der venter dem noget mentalrengøring - men det bliver et nej tak til fortsat at prøve at forstå dem og tigge dem om at lette min mavepine med direkte tale. Nu griber jeg iltmasken. Jeg har simpelthen ikke redskaberne til at lappe på nogle folks sivende rør med nervegas.

Jeg har kendt en ældre enkefrue, der hver gang hun tog telefonen anstrengte sig dybt for at lyde hæs og sølle. Spurgte man hende, om hun var blevet forkølet, så var svaret med kremtende stemme: "Nej. Men jeg har bare ikke brugt stemmen - har ikke talt med nogen hele dagen...".

I gamle dage ville det fylde mig med selvbebrejdelse over ikke at ringe eller besøge hende nok.

Nu trækker jeg på skuldrene og sender hende måske en pakke Gajol. Så kan hun få stemmens kraft tilbage og ringe, når hun har samlet mod til at sige tingene direkte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...