Boligprojekt til en kvart milliard kroner sætter punktum i en skole-epoke

AALBORG: Et storstilet boligprojekt til ca. en kvart milliard kroner sætter nu et endeligt og definitivt punktum i en skole-epoke, som Alléskolen i Aalborg i en menneskealder spillede hovedrollen i.

Den for mange ikoniske skole med den lidt specielle placering på hjørnet af Østre Allé og Sohngårdsholmsvej er nemlig dømt til nedrivning og skal erstattes af et nyt og moderne boligbyggeri med ca. 300 lejelejligheder.

Så hvis nogen ellers - af den ene eller den anden grund - måtte have et ønske om at sige farvel til stedet, så er klokken såmænd ved at falde i slag én gang for alle.

Det er det privatejede boligselskab Lykkebo A/S i Aalborg, der ejer området og som nu som bygherre ønsker at transformere grunden om til en moderne og attraktiv boligbebyggelse på ca. 20.000 kvadratmeter.

Falder i hak

Arkitektfirmaet Kjaer & Richter, Aarhus, er arkitekter på projektet, og arkitekt og firmaindehaver Ole Madsen oplyser til aalborg:nu, at processen i forhold til Aalborg Kommune og såkaldt startredegørelse og lokalplan nu er iværksat.

- Hvis alting forløber planmæssigt, og det hele bare falder i hak, så vil vi i bedste fald kunne gå i gang med selve byggeriet efter sommerferien 2019.

- Man skal være utrolig varsom med at spå om et færdiggørelsestidspunkt, men forhåbentlig vil 1. etape være færdig to år senere, siger Ole Madsen.

Ifølge arkitekten kommer boligbebyggelsen til at bestå af to-, tre- og fire-værelses lejligheder, og størrelsen varierer fra ca. 60 kvadratmeter til ca. 120.

Den samlede pris for hele byggeprojektet anslår han til et sted mellem 240 og 250 millioner kroner.

Ole Madsen fortæller også, at det påtænkte byggeri bl.a. omfatter bygninger i både fire og seks etagers højde foruden et højhus på selve hjørnet ved krydset Østre Allé og Sohngårdsholmsvej med ikke færre end 16 etager.

Fald-ned-skolen

For de historie-interesserede så skal det også for en god ordens skyld lige tilføjes, at Alléskolen begyndte sit virke som folkeskole i april 1955, og at skolen lukkede før sommerferien i 1981.

Det hævdes, at skolen på et tidspunkt indtog 1. pladsen som Aalborgs største skole med - efter forlydende - knap 1500 elever, selv om den fra begyndelsen var bygget til "kun" at rumme ca. 800 elever.

Alléskolen blev i øvrigt i sin tid i folkemunde kaldt for "fald-ned-skolen", og dette lidet smigrende øgenavn fik den på grund af visse problemer med byggekvaliteten.

Det hører også med til historien, at skolen - udover folkeskole - også har lagt lokaler til bl.a. handelsskole og kommunalt uddannelsescenter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...