Hvis du synes, jeg lyder træls, så er der virkelig ikke så meget, jeg kan gøre ved det, siger Gittemarie Johansen

KLUMME: Selvom vi i starten af det nye år skal se frem, så vil jeg alligevel bruge et sidste lille øjeblik på at reflektere over, hvad der er sket i 2020, specielt i slutningen af året. Ikke på sådan en super ophøjet eller deprimerende måde, mere bare sådan stille og rolig. Jeg ser tilbage på julen som en generel successoplevelse. Det var første gang, at jeg var vært for min familie, og det gik over al forventning. Alt spillede, vores juletræ var fra genbrug og lavet af solide træstykker, som kan bruges år efter år, alle gaverne var pakket ind i stof eller aviser – også gaverne min familie kom med. Hvert år udtrykker min far, hvor glad han er for, at vi ikke længere skal døje med det velkendte mega bjerg af gavepapier og emballage, som samles på gulvet ,når alle gaverne er pakket ud. Og maden var selvfølgelig 100% plantebaseret, alle var glade.

Se, min familie er godt klar over, at jeg måske gør tingene en my anderledes end hvad traditionerne ellers foreskriver, og de helt okay med det. Faktisk så virker det til, at de fleste som prøver den grønne julemad ser det som et friskt afbræk, hvor man kan nyde noget, som smager af jul, men uden at kløjs i de samme variationer af tør steg igen og igen. I min familie ender vi altid med at stå hele banden ude i køkkenet og sludre, mens der er én, som har gang i alle kogepladerne, og det er altid skide hyggeligt, hvis der er lidt røg i køkkenet. Mine forældre har begge fortalt en masse folk, at de skal holde jul hos mig i år, og at jeg laver plantebaseret julemad. De er også nogle fantastiske omvandrende reklamesøljer, som forfæller om min bog og mine opskriver, og låner den ud til folk som vil se, hvad det er for noget. Jamen mere kunne man jo knapt bede om.

Generelt bliver de grønne alternativer og løsningsforslag modtaget med en fed blanding af nysgerrighed og optimisme, men der har også været dem, som synes, at jeg er lige lidt for meget, lige lidt for hellig eller lidt for høj i hatten. Dem som synes, at jeg tvinger min stakkels familie til at spise noget, de ikke har lyst til, og som på en rigtig træls måde presser nogle militære budskaber ned over hovedet på dem, end der er i nærheden. Ærligt, det er sgu ret sjovt fundet på. Man kan sagtens bruge tid på at forklare et voksent menneske, hvordan et andet voksent menneske nok selv kan sige fra, hvis de ikke vil spise noget, at maden ikke bliver tvunget ned i halsen på dem med en tragt – men her kommer mine forældre mig altså i forkøbet. Min far stod i mit køkken, med en juleøl i hånden, og fortalte, at han havde svaret, at jeg bestemt ikke tvang ham til noget, at han glædede sig til middagen, og at nogle traditioner måske er meget sunde at genoverveje – at nogle traditioner gerne må brydes, hvis de håndhæves på bekostning af vores planet. Og der var ikke et øje tørt, jeg var så stolt, og en lille smule rørt.

Idéen om, at det er på tide at sige farvel til nogle traditioner hænger ved hele vejen til nytår (og forhåbentlig hele året), hvor vi snakkede en del om fyrværkeri – og det borgerforslag, som foreslår forbud mod salg af fyrværkeri til private. Det er en anden tradition, som jeg kan se, at der er flere og flere som hopper over, og nej hvor dejligt. Der var nogle, som spurgte mig på instagram hvad mit ”zero waste alternativ er til fyrværkeri”, hvortil jeg måtte sige ”ingenting”. Nogle gange kan vi godt undvære uden at erstatte. Man kan tænde et lys, kaste med konfetti lavet af blade og hoppe ned fra stolen med sin champagne, det kan også noget. Jeg krydser fingre for, at vi kommer til at sige farvel til flere gamle lortetraditioner og goddag til flere grønne idéer i det nye år. I mellemtiden er der ikke så meget ,jeg kan gøre ved, at du synes, det er træls at høre på, surt show.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...