Mette Goddiksen prøver at få sine børns store produktion af tegninger og hjemmelavede gaver til at harmonere med ønsket om at have et stilrent hjem

KLUMME: Jeg er netop flyttet.

I den forbindelse blev jeg konfronteret med, at jeg har tre meget kreative og produktive pigebørn.

Jeg har for eksempel tegninger nok til at tapetsere hele Europahallen. De fleste af dem modtog jeg med lidt nervøse trækninger, da ungerne var helt små. De havde det med at spørge mig, hvad jeg troede, det var. Det kan jeg sagtens se, løj jeg! Det er da en kat… Eller måske en hest? En knallert-mårhund? Eller måske en kamel i cowboyvest? Giv mig lige et clue. Lad mig ringe til en ven!

Dertil kommer adskillige pølseteknikkreationer, kartondyr og enøjede nissemænd.

Det er dejligt at få hjemmelavede gaver, faktisk det allerbedste. Så misforstå mig ikke – jeg er skam taknemmelig. For de søde børn har med deres bette pølsefingre brugt timer på at gøre mig glad. Skænket mig kærlighed i vaskeægte papmaché i forventning om, at det får en æresplads. Det er overhovedet ikke slutproduktet, det handler om. Det er tanken, rejsen, gidelsen – og alt det der.

Og det fik det også i mit gamle, skæve hus, hvor jeg stadig levede i den fantasi, at jeg er en large hippietype, der ved Gud er hævet over latterlige, overfladiske og tøsede interesser som for eksempel boligindretning.

Men ved du hvad? Flytningen har sparket selverkendelsen på vej: Jeg er i virkeligheden bare et småborgerligt røvhul som så mange andre. Jeg kan godt lide, når folk kommer ind i mit stilrene, Ajax-duftende hjem og siger ”ih” og ”næh” til den fine orden. Jeg bliver oplyst af smarte spots indeni og ikke bulede genbrugslamper, der aldrig har heddet noget med PH.

Ejendomsmægleren, der solgte det gamle hus, blev en form for fødselshjælper til den erkendelse, da han indkaldte mig til den måske mest akavede samtale, jeg har haft i mit voksenliv.

Han lagde ud med nervøs smalltalk og silkeblød latte, mens vi begge to godt kunne fornemme, at flammen på lunten nærmede sig pinlighedsbomben. BANG!

- Ja, det er jo et enormt hyggeligt hjem, I har, sagde han. MEN… Måske kunne eventuelle købere blive skræmt væk af alle børnetegningerne, der var hængt op i stuen med elefantsnot. Vi blev nødt til at gemme den slags væk.

Han havde ret. Skud ud til ham og hans mod til at sige det, tænkte jeg på den ene side. På den anden side snerpede jeg lidt sammen over, at eventuelle købere ikke kunne se igennem det eller værdsætte lidt krøllet børnekærlighed.

Nå. Men han var trods alt den voksne, der vidste noget om boligejeres smag. Jeg købte et par flyttekasser, som de hjemmebaksede klenodier røg i. Et enkelt stykke papkasse med noget garn viklet omkring røg i skraldespanden, da jeg ikke helt kunne se, om det var kunst til væggen eller måske en ufærdig halsedisse. Og så røg det lynhurtigt op på klaveret igen, da jeg modtog denne sms fra den 9-årige – vedlagt billeddokumentation:

”Se, hvad jeg fandt i skraldespanden. Jeg laver ALDRIG noget til dig igen”. Og så toppede hun med en ked af det-smiley.

Ork. Adskillige flashbacks fra min egen barndom for forbi. Hvor kunne man blive ked af det, når hjemmelavede gaver af min mor blev modtaget med kommentarer som ”sikke da en fin ting. Den bliver din

mormor sikkert rigtig glad for”. Hallo ignoranter. Det var faktisk et hjemmesyet, lilla filtegern, som jeg, mens jeg lavede den, forestillede mig, at min far skulle have i ryggen inde i sofaen, når han så Tips-lørdag.

Så hvordan forener man sin indre spidsborger med den eneste ærlige anerkendelse af tiden og kærligheden, ungerne bruger på at bakse ting sammen? Man køber et glasskab i IKEA, hvor tingene udstilles på en okay ryddelig måde.

Og så glæder man sig til den dag, man selv kommer på dagcenter, hvor der dælme skal produceres hæklede nisser, perlekæder, akvareller og brun-orange halsedisser til de voksne døtre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...