Sikken trængsel: KaffeFair har juletravlt
Omsætningen er mangedoblet efter flytningen til Vestbyen
AALBORG: Julesalget brager løs hos KaffeFair på Strandvejen - og det er ikke kun her i juletiden, at der bliver løbet stærkt.
Siden den socialøkonomiske café og restaurant flyttede fra Nørregade i midtbyen til Strandvejen i Vestbyen er omsætningen firedoblet. Erfaringen fra KaffeFair er, at sultne gæster nemt finder udenfor centrum, når rammerne og madoplevelserne er gode.
-Vi har de hurtige sko på, og julestemningen summer. Vi har stor succes med vores Folkemenu, som skifter hver uge, fortæller Jørgen Rasmussen. Han er køkkenleder i KaffeFair, og giver retterne et julet tvist i denne tid.
En årsag til, at omsætningen stiger, er, at KaffeFair er blevet et centralt mødested for mange gennem dagen og aftenen.
-Det viser sig jo, at vores strategi om at flytte ud i Vestbyen og samle KaffeFair med vores aftenskoleaktiviteter i et levende kulturhus er en succes, siger Bjørn Salling, der er direktør i FOKUS/KaffeFair.
- Vores tanke var, at rammerne betyder mere end en placering i gågaden. Her er KaffeFair netop blevet en del af lokalmiljøet – og af mange menneskers hverdag.
Her i juletiden kan spisende gæster flette deres julehjerter sammen, hænge dem op og vinde gavekort.

KaffeFairs gæster kan også strikke på fælles strik-med-halstørklæder, der bliver doneret til socialt udsatte og hjemløse gennem et samarbejde med Kirkens Korshær.
Du finder KaffeFair på Strandvejen 19.