Læderafdelingen er særligt populær i Aalborg

AALBORG: Uge 6 giver anledning til at tale frit og åbent om sex - og alt hvad det indebærer.

Derfor undersøger vi nogle af aalborgensernes forbrugsvaner omkring sex. Vi bevæger os ind i byens største sexshop Hotgirl på Vesterbro for at kigge nærmere på, hvilket sexlegetøj, der bliver solgt allermest i Aalborg.

- Herinde møder du ingen fordømmende blikke, der er ikke noget, der er ulækkert - og vi opfordrer alle til at holde en god, seriøs tone, siger Simone Lillienthal Mikkelsen, der til daglig vejleder i det store sortiment.

Butikken rummer omkring 4.500 forskellige produkter, så her kan man let fare vild. Derfor guider hun os igennem de kategorier af sexlegetøj, der er Aalborgs absolutte bestsellers.

- Syv ud af ti af kunderne i shoppen er kvinder, og ofte går rygterne om, hvilket legetøj, der er anbefalelsesværdigt fra mund til mund, fortæller Simone Lillienthal Mikkelsen.

Du får her en top 3, hvor vi starter med den tredje bedst sælgende kategori.

3. Dildo/vibrator

Line Ettinger Julsgaard
Især unge vælger den ikke-naturtro æstetik. Foto: Line Ettinger Julsgaard

I den tredje bedst sælgende kategori er der sket en stor udvikling de sidste 20 år. Dildoerne ligner ikke mere den naturtro version, og har helt bløde kurver og lyserøde farver. Langt de fleste har en vibrerende funktion med forskellige niveauer.

Her er der et skel imellem, hvem der køber hvad.

- Det fleste unge køber de æstetisk flotte vibratorer og dildoer, mens det modne segment holder sig til den mere naturtro version, siger Simone Lillienthal Mikkelsen.

De bedst sælgende vibratorer er lavet af silikone-materiale med et lille knæk forenden.

- Det kan være en fordel at mærke vibrationerne med en fingerspids, inden man bestemmer sig, siger Simone Lillienthal Mikkelsen.

2. BDSM

Line Ettinger Julsgaard
Læderafdelingen er også populær i Aalborg. Foto: Line Ettinger Julsgaard

Den anden største kategori, der bliver handlet i Aalborg, er BDSM-udstyr. Bogstaverne står for ‘bondage, dominans, sadisme og masochisme’. Måske du husker den populære bogserie Fifty Shades of Grey, som gjorde netop denne kategori ekstra populær.

Men i bestseller-kategorien er det ikke de helt ekstreme varer som piske eller redskaber til at slå med, der hitter.

- I virkeligheden er SM meget mere end den hardcore del. Det handler om at aflukke for nogle sanser, så man bedre kan føle andre steder. Mange starter måske med at få bind for øjnene og blive nusset med en fjer. Andre kan lide at blive fikseret med håndjern eller reb, mens nogle er mere til halsbånd og nippleklemmer, siger Simone Lillienthal Mikkelsen.

For de, der er mere til den hardcore del, findes et hemmeligt rum i bunden af butikken, hvor man kan gå rundt i fred.

1. Analt sexlegetøj

Line Ettinger Julsgaard
Et lille udpluk af de mange forskellige former og farver. Her den mest populære silikone-variant. Foto: Line Ettinger Julsgaard

På de bedst sælgende hylder i Aalborg står metervis af ‘butt plugs’ side om side designet til både mænd og kvinder - med og uden vibration.

Her kan du vælge mellem mange forskellige farver, former og materialer som glas, stål og silikone.

- Analt sexlegetøj er uden tvivl det mest populære valg i Aalborg. Her er det især det bløde silikonemateriale, som folk vælger. Og så må de godt være lidt flotte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...