Du er inviteret til åbent hus og rundvisning - se hver hvor og hvornår

AALBORG: En eftermiddag med fødselsdagsfest og gratis fadøl - det er tilbuddet, når Fredrik Hector Schmidt snart inviterer indenfor på sit bryggeri Bad Seed Brewing.

- Bryggeriet har eksisteret et år, og fødselsdagen fejrer vi med åbent hus, salg af øl og gratis fadøl til de første 100 gæster, siger Fredrik Hector Schmidt.

- Smagsprøverne er min måde at give noget tilbage til kunderne. Jeg var her jo ikke, hvis ikke der var nogen, der drak mit øl.

Det er en tilfreds brygger, der kan fejre Bad Seed Brewings et års fødselsdag.

- Det er gået over al forventning. Jeg har produceret flere end 42.000 liter øl det seneste år, og det er meget mere, end jeg havde troet, siger Fredrik Hector Schmidt.

- Samtidig eksporterer jeg allerede nu mit øl til Frankrig og Finland, og flere lande er på vej.

Godt igennem det første år har bryggeren også planlagt, hvad det næste skal gå med.

- I den kommende tid vil jeg især koncentrere mig om investeringer, der kan gøre mit øl endnu bedre og mit arbejde endnu nemmere. Det har været et hårdt år - men også et godt år, siger han.

- Og på sigt vil jeg lægge min produktion om, så den bliver så bæredygtig som mulig. Det er vigtigt for mig.

Fredrik Hector Schmidt er godt i gang med at forberede den store dag.

- Jeg vil bare gerne invitere alle ud og se bryggeriet, det er ikke så tit, dørene åbnes. Og for mig er det en rigtig god mulighed for at møde mine kunder, siger han - og kommer med en opfordring.

- Husk en tyk trøje og varme sokker, for her kan godt være koldt, selv om jeg har lejet terrassevarmere.

Bad Seed Brewing i Gudumholm inviterer indenfor lørdag 7. december fra klokken 12 til 16.

Og så er det i øvrigt ikke kun Bad Seed Brewing, der har fødselsdag - bryggeren selv fylder såmænd 28 år på dagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...