Vi har fundet 3 bud på alternative øl du kan fejre dagen med

AALBORG: Så er det blevet tid til J-dag, og ja, vi ved godt, at vi ikke kan fejre den som vi plejer. Men derfor kan vi jo stadigvæk bruge det som undskyldning for at indtage den lyksalige væske. Vi stak forbi Erlings Flaskebutik i Gravensgade for at få nogle anderledes bud på juleøl. Her stod Fredrik Lunde klar til at hjælpe os.

- Generelt er jeg ikke meget til tynd øl med smag af lakrids. Det skal jeg jo også sige, når jeg sælger specialøl, svarer Frederik til spørgsmålet om, hvad han synes om de almindelige juleøl.

Tilgengæld vil han meget gerne tale om andre øl, og den første han finder frem, er en stout fra det amerikanske bryggeri Westbrook.

- Den bliver lavet med kakao, vanilje og kanel. Derudover er der en lille smule habanero chili, der giver den lidt varme. Det er noget af den bedste stout man kan finde, og kan man lide en Limfjordsporter vil man synes, at det her er en god juleøl, fortæller Frederik.

Han anbefaler i øvrigt, at den her bliver serveret til kaffebordet, da den har lidt chokoladenoter.

Niels Skovmand
Mexican cake fra Wetsbrook er lidt en dessertøl. Foto: Niels Skovmand

Den næste øl der kommer på banen er en ganske særlig slags. Det er en milkshake IPA, der hedder Jule Heathen fra bryggeriet Northen Monk.

- Den er lavet med vanilje, kanel, og så har den fået tilsat laktose for at give den noget fylde. Det er en af de lidt mere eksperimenterende øl. Det at lave laktose tilsat øl er noget man ser mere og mere for at give fylde. Det er en spændende øl, der vil dele vandene. Hvis man skal prøve noget helt anderledes, er det her godt bud, fortæller Frederik.

Fredrik understreger, at man lige er sikker på, at man ikke er laktoseintolerant, inden man kaster sig over den.

Niels Skovmand
Jule Heathen er noget så særlig som en Milkshake IPA. Foto: Niels Skovmand

Den sidste øl Fredrik Lunde havde valgt at finde, var øllen Missile Toe fra det norske bryggeri Cervisiam.

- Det er en Berliner Weisse, der oprindeligt var en øltype, der blev brygget i det nordlige Tyskland frem til slutningen af det nittende århundrede, hvorefter det døde lidt ud. I starten af det tyvende århundrede var der kun to bryggerier, der fortsat producerede dem. Berliner Weisse er en sur øl, som er lavet på hvede. Den er lidt limonade over den. Det, der gør den julet, er, at den er lavet på kirsebær og tranebær, fortæller Frederik.

Missile Toe vil gøre sig godt som modspil til risalamande eller som appetiser. Frederik anbefaler den også som en øl til mellem måltider, eller som en vi nåede frem til, en mellembajer.

Niels Skovmand

Vi ønsker dig en rigtig god J-dag ligegyldigt hvordan og om du vælger at fejre den.

Niels Skovmand
Fredrik Lunde er klar til at møde julen med smagen af humle i Erlings ølbutik. Foto: Niels Skovmand
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...