Skal du i zoo? Nu kan du opleve orangutangerne i deres spritnye anlæg
Ruti og Pal har netop indtaget deres nye, store udendørs anlæg
AALBORG: Det er en glædens dag i Aalborg Zoo, for orangutangerne, hunnen Ruti og hannen Pal, har været på deres første klatretur udenfor i deres nyopførte udendørs anlæg.
Orangutanganlægget har været under ombygning i mange måneder, og et stort, klatrevenligt udendørs anlæg står nu klart med optimale forhold for de to nyindflyttede orangutanger.
- Yderanlægget er blevet helt fantastisk. Dyrene får optimale muligheder for at klatre og bevæge sig naturligt i anlægget, og publikum får en langt bedre oplevelse og forståelse for, hvad det vil sige at være orangutang, og hvordan de lever, siger Rikke Kruse Nielsen, chefzoolog i Aalborg Zoo.
Også direktør Henrik Vesterskov Johansen glæder sig.
- Det er et meget stort ønske, der nu er gået i opfyldelse. Vi er umådeligt stolte af det nye anlæg og taknemmelige for den støtte vi har fået fra Spar Nord Fonden, Augustinus Fonden og Aalborg Kommune, siger han.
- Vi er den eneste zoo i Danmark, der har orangutanger, så derfor synes vi, det er ekstra vigtigt at have dem som art og fortælle om de her fantastiske dyr og deres levevilkår i naturen.

De to orangutanger flyttede ind i Aalborg Zoo for et par uger siden og er lige så stille blevet vænnet til de nye omgivelser, dyrepasserne og hinanden. I første omgang får de adgang til det nye yderanlæg i hver sin del af anlægget, så de kan undersøge det i fred og ro, og først senere, når de begynder at vise interesse for hinanden, får de lov at mødes uden barrierer imellem sig.
- Det er håbet, at de to på sigt vil skabe en lille familie, men Ruti er kun ni år og stadig en meget ung orangutang, så det må godt vare et års tid endnu, siger Rikke Kruse Nielsen.
I forbindelse med det nye anlæg er der også etableret et træningscenter og åbent køkken, hvor publikum får adgang og på nærmeste hold kan følge dyrepassernes arbejde og træning med dyrene.
Gennem træningen får dyrepasserne blandt andet mulighed for at tjekke tænder, ører og øjne på dyrene og lave almindelige sundhedstjek, og de kan tage spytprøver og blodprøver, der eventuelt kan bidrage til forskning.
FAKTA:
Der findes to arter af orangutang, der lever på henholdsvis Borneo og Sumatra
Orangutangerne i Aalborg Zoo er Borneo-orangutanger
Pal er 12 år gammel og kommer fra Madrid Zoo
Ruti er 9 år og er kommet til Aalborg fra Sosto Zoo i Ungarn
Bestanden af Borneo-orangutang er faldet meget, og det anslås, at der i dag er mellem 10.000 og 15.000 dyr i naturen