Esportcentret på Strandvejen omdannes til et gamer-paradis for unge mellem 11-20 år

AALBORG: På strandvejen i Aalborg er den salte vesterhavsluft og sand i skoen udskiftet med veltempererede lokaler med unge computerspillere i strømpesokker. Her er ingen badenymfer eller strandløver, men til gengæld er der fyldt med glade gamergirls og skærmtrolde i deres eget lille gamer-paradis.

Det er i hvert fald ambitionen for uge 29, hvor Exzentriq slår dørene op til en uges esportscamp, som løber fra 13. juli til 18. juli i tidsrummet 9-15 hver dag.

På sommercampen kan du få undervisning i de populære spil Counterstike, League of Legends og Rainbow Six Siege, spille Fortnite og mange andre spil, deltage i turneringer, prøve kræfter som esportskommentator og tage del i sociale arrangementer i caféen. Der vil være frokost alle dagene og en gave til alle deltagere, når det hele afsluttes lørdag.

Et stort community

Selvom sol og sommer for de fleste ikke er lig med skærmtid og computerspil, mener Exzentriqs stifter Casper Skafte, at der mangler et tilbud til den store gruppe unge, som har deres sociale liv uden for fodboldbanen og håndboldhallen. Og måske er det ekstra kærkomment her i corona-tiden, hvor mange har fået aflyst deres sommerplaner.

- Vores sommercamp er for det enorme community, der er inden for gaming. Mange er ikke opmærksomme på, hvor meget dette fællesskab betyder for de unge, fordi det ofte foregår inde på børneværelset eller på chatten, men vi ved, at mange unge faktisk har deres bedste kammerater, sågar kærester, i den online verden. Så ud over at give de unge en lærerig uge, så har vi sat fællesskabet og hyggen i højsædet, og vores mål med sommercampen er at give de unge en mulighed for at møde ligesindede gamere i et trygt miljø, som de kender godt, siger han i en pressemeddelelse.

Der er 40 pladser i alt, og tilmeldingerne foregår via Exzentriqs hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...