Dagen markeres med gratis adgang og masser af aktiviteter

AALBORG: Siden åbningen er det kun gået en vej, og det er fremad; Flere end 5000 aktive medlemmer, masser af besøgende og events er facit her knap to år efter Game Streetmekka Aalborg slog dørene op.

Missionen var klar - at skabe varige sociale forandringer gennem unge-ledet gadeidræt og streetkultur. Det skriver Game i en pressemeddelelse og inviterer til fødselsdagsfest i dag, fredag 7. februar, fra klokken 15-21.

- Vi har afholdt over 40 events siden åbningen og inviteret alle ind til åbne træninger i alt fra street-art til parkour - helt uforpligtende. Hos os kommer man, når man har lyst og tid uden tilmeldingskrav eller krav til niveau, der er plads til alle, siger Anja Lyngsø. Hun er daglig leder af huset, der er Aalborgs første for streetkultur og gadeidræt.

- Rigtig mange kommer sammen med vennerne - og rigtig mange kommer alene, og får nye venner. Man mødes på tværs af alder, kultur og social baggrund - og på lige fod.

Game Streetmekka Aalborg har 5126 aktive medlemmer og et besøgstal på over 50.000 sidste år.

Du finder Game Streetmekka Aalborg på Kridtsløjfen 10. Der er gratis entré i dag, fredag, samt masser af aktiviteter og workshops.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...