Samtidig åbner festival for presale på partout- og dagsbilletter i dag

AALBORG: Det er ikke mange koncerter, han giver i hjemlandet. Men nu er det endelig lykkedes Nibe Festival at lande en aftale med dansk musiks p.t. største internationale navn Lukas Graham.

Graham spiller på Stor Scene midt i Skalskoven torsdag 2. juli næste sommer. Koncerten bliver en del af en eksklusiv tour i hjemlandet.

- Det er en vild rejse Lukas og bandet har været på. Jeg hørte dem i efteråret 2011 til en meget intim og varm koncert på det daværende Revolution i Maren Turis Gade i Aalborg. Tror ikke, nogle af de vel godt 100 gæster der var til stede den aften, var i tvivl om, at der var noget helt specielt under opsejling, uden dog at ane, hvor stort det her ville blive, siger festivalleder Peter Møller Madsen.

Det er fjerde gang, at Lukas Graham gæster Nibe. Første gang i gennembrudsåret i 2012, året efter var bandet også på skovtur i Nibe, og sidst de spillede Nibe var så i 2015, hvor Lukas Forchhammer i øvrigt også optrådte med Suspekt til en af de mest legendariske Suspekt-koncerter.

- Koncerten i Nibe er selvfølgelig endnu et highlightet kapitel, og lige så selvfølgelig bliver Lukas Graham et af hovednavnene på Nibe 2020. Det var han sammen med Robbie Wlliams tydeligvis også til Smukfest i sidste uge. Det var to koncerter, der stopfyldte området omkring bøgescenerne, slutter Peter Møller Madsen.

Offentliggørelsen af Lukas Graham sætter samtidigbilletsalget i gang. I første omgang med et presale på et begrænset antal partout- og dagsbilletter til de mange tusinde, som abonnerer på festivalens nyhedsbrev. Under presale sparer billetkøberne 200 kr. på partoutbilletten. Fra på onsdag kl. 10 åbner det ordinære billetsalg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...