Limfjorden vil myldre af badehætter i mange farver, når der er Limfjordskrydseren i morgen

AALBORG: Der bliver knald på både badehætternes farver og deltagernes energiudladninger, når op mod 300 svømmere i morgen, lørdag 24. august, kaster sig ud i Fjordens vande.

For 13. gang er der nemlig Limfjordskrydseren, hvor svømmere fra ind- og udland samles for at svømme fra Aalborg til Nørresundby.

- Vi rammer cirka det deltagerantal, vi har ligget på de seneste år, siger Lars Dam Møller, fra Svømmeland Nørresundby, der er en af arrangørerne bag Limfjordskrydseren.

Deltagerne kan vælge mellem tre forskellige distancer - 600 m, 1500 m og 5000 m, mens der for børnene er Mini-Krydseren.

Katrine Schousboe
Svømmerne kan vælge mellem tre forskellige distancer, og børn har deres egen Mini-Krydser. Arkivfoto: Claus Søndberg

Eventen er populær - også uden for landets grænser - i år er der deltagere fra blandt andet Tyskland og Norge samt fra hele Danmark.

- Vi har også 13 deltagere, der har været med 10 gange eller mere, fortæller han.

Arrangementet er meget afhængig af vejret. For det kan være en yderst barsk omgang at komme over Fjorden.

- Men som det ser ud nu, så er det noget nær optimalt vejr - ingen regn eller vind at regne for noget, siger Lars Dam Møller.

Det er byens to svømmeklubber, der står for eventen i samarbejde med Svømmeland Nørresundby og Dansk Svømme Union.

Starten går fra kanalen på Aalborg-siden kl. 10.30 og målet er ved Nørresundby Lystbådehavn. Har du mod på - lovligt - at krydse Fjorden i vandet, så kan du tilmelde dig helt frem til midnat.

Katrine Schousboe
Har du mod på at være med, så er der fortsat åben for tilmelding. Arkivfoto: Lasse Sand
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...