Gadeløb spærrer centrale veje fredag eftermiddag

AALBORG: Har du planer om at skulle ud at svinge dankortet i midtbyen på fredag, så skal du indstille dig på mange mennesker og afspærrede veje.

Fredag 6. september er nemlig dagen, hvor nogle af landets bedste cykelryttere kører det traditionsrige gadeløb Spilnu.dk Grand Prix på byens centrale strøg.

- VI har aldrig haft så stærkt et felt med, som vi har i år, siger arrangør af løbet Jonas Winter Mikkelsen.

Katrine Schousboe
Gadeløbet kan i år fejre 10 års jubilæum i Aalborg. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Det er tiende år i træk, der blevet holdt Spilnu.dk Grand Prix i midtbyen, og der bliver generelt masser at kigge på. Allerede om eftermiddagen er der et åbent hus-arrangement med nogle af Tour de France-stjernerne hos Skoda og siden skriver de autografer på Salling Rooftop.

Blandt de ryttere, du kan spotte på dagen er Kasper Asgreen, Søren Kragh Andersen, sidste års vinder af Spilnu.dk Grand Prix Michael Valgren og dette års DM-vinder Michael Mørkøv.

- Det er første gang, at dannebrogstrøjen bliver vist frem i Spilnu.dk Grand Prix, så det er jeg selvfølgelig stolt af. Det er ret unikt, siger Jonas Winter Mikkelsen.

Selve løbet køres på en lukket rundstrækning i centrum - med start og mål på Gabels Torv. Herfra går turen ad Nytorv til Løkkegade, Danmarksgade, Boulevarden, Østerågade og tilbage til Gabels Torv.

Starten går kl. 18.45 og rytterne skal herefter køre en time plus fem finaleomgange.

- I målområdet bliver der underholdning, DJ og stemning, og vi serverer gratis pølser og sodavand til børn, for vi vil gerne være kendt som en hyggelig familiebegivenhed, fortæller han.

Katrine Schousboe
Stiholt-svinget ud for McDonald's er ifølge Jonas Winter Mikkelsen et godt sted at se løbet. Hvis det regner, er der stor risiko for, at rytterne ryger på røven. Arkivfoto: Michael Koch

Jonas Winter Mikkelsen forventer ikke selv at få meget tid til at se løbet, men skulle det ske, er han ikke i tvivl om, hvor han helst ville stå.

- Jeg synes, det bedste sted at opleve det, er i Stiholt-svinget ud for McDonald's. Her kan man rigtig se rytterne, og hvis det regner, er der stor risiko for, at de ryger på røven, siger han.

Gadeløbet betyder, at det er nødvendigt at spærre ruten for andre trafikanter allerede fra kl. 15.30 og frem til kl. 22 på fredag, 6. september. Skulle du have parkeret bilen i Salling eller Føtex' parkeringshus, så er det dog muligt at få bilen ud frem til kl. 17.30.

Som noget nyt vises Spildnu.dk Grand Prix i år live i samarbejde med Discovery på Eurosport.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...