Kajakroere samles for at lave alternativ lysfest på fjorden i eftermiddag

AALBORG: 13. december er lig med luciadag. På byens skoler og institutioner er den fra morgenstunden blevet flittigt markeret med optog af hvidklædte børn.

Men Limfjorden skal også have sin egen lysfest, mener en flok havkajakroere, der for fjerde år i træk arrangerer luciaoptog langs havnefronten i Aalborg og Nørresundby.

Derfor vil 40-45 lysudsmykkede havkajakker ro ud i eftermiddag, torsdag 13. december, kl. 17. Grupperne begynder at klargøre fartøjerne ved 16-tiden i Skudehavnen, inden de ror mod midtbyen. De forventer at synge Lucia-sang ved trappen ned til vandet i Jomfru Ane Parken ca. kl. 17.30. Herefter fortsætter turen til Musikkens Hus og retur langs havnefronten i Nørresundby.

Kajakfirmaet OnAdventure, der står bag arrangementet, understreger, at alle havkajakroere, der har udstyr og evner til at ro i vinterforhold er velkomne til at deltage i optoget.

Alle kan deltage i optoget, hvis man vel at mærke har evner og udstyr til vintersejlads. Arkivfoto: Lars Pauli
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...