Er du også ved at blive lidt rundforvirret omkring, hvad der fortsat skal ske i Karolinelund? Say no more

AALBORG: Hvis du ligesom os går forbi Karolinelund af og til, så har du nok også spekuleret på, hvad det nu lige helt præcis er, der skal blive af den store mudderpøl - og hvorfor skal der graves og rives ned? Og hvornår bliver de færdige? Og skal der egentlig bygges nyt?

Derfor har vi taget fat i landskabsarkitekt Mia Nordow. Hun er nemlig med i projektgruppen for projekt Åbning af Østerå og Helhedsplan for Karolinelund, som Aalborg Kommune har sat gang i siden overtagelsen, da forlystelsesparken lukkede ned i 2010.

Sarah Thun
Tidligere var der forlystelsespark i Karolinelund, men nu er indgangspartiet revet ned. Arkivfoto: Torben Hansen

- Jeg vil gerne starte med at understrege, at Karolinelund fortsat skal være en park, og der kommer ingen bygninger, som jeg ellers hører mange spekulere i. Lokalplanen tillader alene byggeri i form af den allerede etablerede børnehave, fortæller hun som det første, inden jeg overhovedet har stillet mit første spørgsmål.

Så langt så godt. Nu ved vi, hvad der ikke skal ske. Men hvad skal der så foregå?

Jo - først og fremmest skal hele åen graves fri. Og det betyder faktisk, at hele området er spærret af i de kommende måneder.

Sarah Thun
Henover julen skal muren ud mod Kanalstien bygges færdig. Foto: Martél Andersen

Der skal nemlig køres store mængder jord væk fra udgravningen af åen. I samme tidsrum bliver der bygget endnu en bro, som skal sikre, at der er en farbar vej gennem parken allerede til sommer, når der igen skal afholdes koncerter og events.

- Vi har lagt stor vægt på, at der skal være mulighed for at så mange af de sædvanlige funktioner som muligt kan køre videre - også selvom der er gang i anlægsarbejdet, fortæller Mia Nordow.

Plantetid omkring åen

Når genåbningen af åen og den nye vestlige hovedsti er på plads, er vi henne i efteråret 2022. Og så skal der plantes!

- Træer, buske, stauder og så videre plantes samme efterår, og så bliver der spærret lidt af indtil foråret for at give planterne en mulighed for lige at gro og få ordentlig fat, fortæller Mia Nordow.

Sarah Thun
Der er spærret meget af i Karolinelund, og de sidste afspærringer kommer til at stå helt indtil 2023. Foto: Martél Andersen

Det betyder altså, at der kommer til at være afspærringer i parken helt frem til foråret 2023. Herefter går resten af arbejdet med helhedsplanen i gang:

- Vi skal skabe opholdsarealer, nye stier og endnu mere belysning og så skal vi have sat nogle fritstående murstykker op, som kommer til at fungere som lærred for ny streetart, forklarer Mia Nordow.

Lige nu kigges der på, hvordan stierne optimalt set skal forme sig i parken og hvor der skal være belysning, så alle kan føle sig trygge i parken.

De nuværende stier fylder nemlig utrolig meget, og når åen også kommer til at tage plads, må stierne lægges om for at skabe gode græsarealer til picnic og boldspil.

Sarah Thun
Der bliver også plads til grafitti i det nye Karolinelund. Både på fritstående murstykker og på ydersiden af muren ud mod Kanalstien. Foto: Martél Andersen

- Der er rigtig mange stier nu, som er aftryk af, hvor forlystelserne tidligere var placeret. Men de er egentlig ret ulogiske for, hvordan man bruger parken nu. Så vi skal ind og lægge nogle logiske stier, så man kan tage den nemmeste vej på en oplyst sti, fortæller Mia Nordow.

Særligt i parkens østlige side har mange af de adspurgte borgere udtrykt, at de føler sig utrygge på grund af manglende belysning. Derfor er der nu en midlertidig løsning på vej.

Den permanente løsning er i form af et kunstprojekt, der skal understrege forbindelsen fra BRT stoppestedet i Bornholmsgade til havnefronten gennem Karolinelund.

Gigantisk borgerinddragelse

Alle de forskellige projekter, der skal være i byparken er lavet på baggrund af nogle oplæg, som aalborgenserne har været med til at lave. Mia Nordow kalder det for en "gigantisk borgerinddragelse".

Sarah Thun
Helhedsplanen over Karolinelund, som det skal se ud, når arbejdet er færdigt. Kilde: Aalborg Kommune

Det har taget lang tid, og i sidste ende bliver det de brugergrupper, der viste størst og vedvarende interesse, der fik deres ønsker opfyldt. Og så har det naturligvis været afgørende, at der blev en god balance mellem meget specifikke anvendelser og mere almen brug.

Derfor skal Karolinelund i fremtiden huse petanquebaner, skateramper, beachvolleybane og byhaver. Derudover skal dansepavillionen genplaceres midt i parken overfor en ny scene.

Alle må bruge parken og dens faciliteter, for det ypperste formål er, at den skal være folkelig og et sted, hvor vi mødes omkring gode oplevelser - præcis som den altid har været.

FAKTA

Hvorfor ikke bare lade Karolinelund være som den altid har været?

Går du af og til og ærgrer dig over, at alting skal være så smart og moderne? At der hele tiden bygges nyt og ingenting får lov til at stå, som det gjorde engang?

Faktisk har Karolinelund været under forandring mange gange.

- Engang var stedet bare mosejord udenfor byen, og så blev det drænet og lavet til et militært lysthaveanlæg udelukkende for officerer og deres koner - dengang var der også vand igennem parken, og det var der navnet Karolinelund opstod, fortæller Mia Nordow.

Så blev det tilbagekøbt af kommunen, åen blev dækket til, og Karolinelund lavet om til en slags markedsplads. I 1947 fik brødrene Lind lov at etablere forlystelsespark, hvor man dog skulle betale for at komme ind, stadig på kommunal jord.

Den forlystelsespark blev så opkøbt af Torben "Træsko" Pedersen, som allerede efter et år solgte tilbage til kommunen, som nu graver og roder.

Det er Torben "Træsko" der har overtaget hestene, som prydede indgangspartiet. Det kan være, man kan være heldig at se dem på restaurant Korsbæk eller Cirkusrevyen, som han ejer på Dyrehavsbakken.

Måske er der alligevel noget smukt i at ringen sluttes med at parken igen bliver et rekreativt område med åen, der løber og gratis adgang for alle.

Hvad synes du?

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...