Du kan igen suse hen over isen på central plads

AALBORG: Har du savnet følelsen af at suse hen over isen med røde kinder og vind i håret? Så er der godt nyt til dig, for efter sidste års coronapause åbner skøjtebanen på C.W. Obels Plads igen, når julen nærmer sig.

Som altid i disse tider er det selvfølgelig med forbehold for coronasituationen og vejret.

- Men planen er, at vi åbner skøjtebanen fredag 3. december, og vi glæder os rigtig meget, siger Erik Kristensen, der er fritidschef i Aalborg Kommune.

- Det er jo en relativ ny skøjtebane, og med sit lys er den med til at skabe en helt fantastisk julestemning i byen - uanset om det sner eller ej. Og derudover oplever vi også, at skøjtebanen er meget brugt, det er fedt.

Dermed ser det ud til, at julen i midtbyen vender tilbage til tiden før corona. I går kunne vi nemlig fortælle her på aalborg:nu, at det populære julemarked også vender tilbage i år - og denne gang breder sig ud i en større del af midtbyen end den sædvanlige placering på Gammeltorv.

LÆS OGSÅ: Julemarkedet vender tilbage - og det bliver endnu større end tidligere

Skøjtebanen på C.W. Obels Plads lukker igen omkring 1. marts.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...