Jonny Hefty er konferencier sammen med Jøden. Foto: Lasse Sand

Musikfestival for psykisk sårbare i dag torsdag på Trekanten

AALBORG: Der venter publikum et brag af en festival i dag torsdag 7. juni, når "Skør med Rock" indtager kulturstedet Trekanten i Aalborg Øst. Det er 25 år siden, festivalen startede som en lille begivenhed på Skive Gymnasium med 7 små bands.

Siden har arrangementet fået vokseværk. Og her i jubilæumsåret er der således hele 36 bands med. De kommer fra næsten hele landet, og de vil fra klokken 11 til 22 holde en gigantisk fest på festivalens tre scener. Der vil være bands med stor erfaring og der vil være bands, der er ganske nystartede.

Deltagerne giver den fuld gas

Fælles for alle deltagerne er, at de på den ene eller anden måde har psykiske udfordringer. Og her spiller musikken en stor og positiv rolle, fortæller en af arrangørerne, Else-Marie Klitgaard.

"De mange bands har øvet sig hele året. Og nu får de muligheden for at stå på en scene foran et publikum. Det giver selvværd og fællesskab at være sammen om nogle gode musikoplevelser", siger hun.

Gennem årene har Else-Marie Klitgaard set mange deltagere på scenerne, som er vokset gevaldigt, når først musikken spiller.

- Det er en fornøjelse at opleve, hvordan nogle går fra at stå stive af skræk i starten af deres optræden til, at de ender med at slappe helt af og give den fuld gas, fortæller hun.

Ud over de gode musikoplevelser og fællesskabet skal "Skør med Rock" også være med til at nedbryde tabuer om psykisk sygdom. Mange af deltagerne lider for eksempel af skizofreni, angst eller depression. Men det at stille sig op foran andre sender et vigtigt signal.

- Vi vil gerne vise, at psykisk sårbare er mennesker ligesom alle andre. De skal ikke stigmatiseres bare for, de har en diagnose. Det er et meget vigtigt budskab at sende", fortæller Else-Marie Klitgaard, der har være med i festivalens styregruppe siden 1995.

Hun er glad for, at det er Aalborg, der skal holde den store jubilæumsfest.

- Vi oplever stor opbakning fra lokalområdet. Og vi tror på, at mange vil kigge forbi i løbet af dagen. For vi kan love et brag af en fest med masser af glade mennesker", slutter Else-Marie Klitgaard.

Konferenciers er det populære makkerpar Jonny Hefty og Jøden.

Festivalen sluttes af med en koncert med det populære band Tennis.

Adgang til festivalen koster 100 kroner. Der kan købes mad og drikke fra boder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...