Støtte kan sikre spillestedets overlevelse

AALBORG: Det Obelske Familiefond vælger nu helt ekstraordinært at give en hånd til Skråen.

Det er den usædvanlige og specielle situation med corona, og den krise, som landets spillesteder er kommet i, der er årsag til hjælpen, skriver fonden i en pressemeddelelse.

2019 var på mange måder en milepæl for Skråen med over 116.000 gæster og rekordstor omsætning. Men til trods for en sund økonomi har Skråen ikke kunnet forudse den nuværende situation, hvor spillestedets muligheder for at dele musikalske oplevelser og indtryk med nordjyderne i forsamling er yderst begrænset. Det er en situation, der kun kan klares med støtte fra alle gode kræfter – både økonomisk og moralsk.

Begge dele er i høj grad til stede, når Det Obelske Familiefond nu helt undtagelsesvis vælger at hjælpe Skråen med en bevilling på 500.000 kr.

- Skråen falder som rytmisk spillested uden for fondets strategiske kunststøtteområde, men da Skråen som kulturinstitution har en helt særlig position og betydning for Aalborg og det øvrige Nordjylland, har fondet undtagelsesvis valgt at bevilge 500.000 kr. som en håndsrækning i en svær tid og som støtte til fortsættelse af de planlagte musikaktiviteter, siger direktør for Det Obelske Familiefond John Amund Tønnes.

Og håndsrækningen er vigtig og med til at sikre Skråens overlevelse, samtidig med den giver håb til både spillestedet og dets mange frivillige, det store publikum og de mange hundrede musikere og bands, forklarer leder af Skråen Jørgen Nissen.

- Det Obelske Familiefonds støtte er samtidig, ikke mindst på grund af det undtagelsesvise i hjælpen, også en helt ekstra ordinær moralsk støtte, der rækker langt ud over det økonomiske. Hjælpen fra Det Obelske Familiefond er sammen med hjælp fra andre gode kræfter med til at sikre, at Skråen både i efteråret og fremover kan præsentere en lang række koncerter af høj kvalitet, og naturligvis med overholdelse af retningslinjerne om ekstra afstand, håndsprit, siddepladser og ekstra rengøring, siger han.

Jørgen Nissen tilføjer, at han foruden støtten fra Det Obelske Familiefond er meget taknemmelig for den helt særlige opbakning, som spillestedet modtager fra Skråens ansatte, publikum og musikere i denne meget svære og specielle situation.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...