På byens store spillested knokler de for at ombooke de events, der må aflyses

AALBORG: Det er lidt op ad bakke med temmelig mange ting. Så meget vil leder af Skråen Jørgen Nissen godt erkende.

Alligevel er humøret intakt på spillestedet, hvor en flok medarbejdere fortsat møder op hver dag.

- Vi har heldigvis god plads, så vi kan sidde meget langt fra hinanden, blandt andet når vi holder møder, siger Jørgen Nissen med smil i stemmen.

Det er flere dage siden, der har været koncert, stand-up, foredrag eller nogle af de mange andre aktiviteter, som huset under normale omstændigheder byder på. Men her et par uger inde i corona-virussens hærgen er man langt fra normale omstændigheder. Og nye tider betyder nye arbejdsopgaver.

Foreløbig er alle events på spillestedet aflyst denne måned ud. Og så ser man ellers tiden an og venter.

- Vi vælger bevidst ikke at aflyse langt frem i tiden, for vi ved jo ikke, hvordan tingene udvikler sig. Og jeg vil da allerhelst håbe, at vi er oppe at køre almindeligt igen, før det bliver maj, siger han.

Katrine Schousboe
Jørgen Nissen håber, at spillestedet snart kan være oppe at køre igen - men har omvendt svært ved at tro på det skulle lykkes i april. Arkivfoto: Torben Hansen

Nye datoer til arrangementer

De seneste dage er der gået megen tid med at sikre nogle af de tusindvis af nordjyder, der har købt billet til et arrangement, får deres oplevelser ved en senere lejlighed.

Indtil videre er det lykkedes at få ombooket cirka halvdelen - eller omkring 15 - af de koncerter og shows, der er aflyst, til andre datoer i efteråret eller næste år.

Det gælder f. eks. de udsolgte koncerter med Poul Krebs, der skulle have været afviklet forleden, men som nu i stedet finder sted 25. oktober, og Ude af kontrols koncert 28. marts, som er flyttet til 8. august.

- Men vi har svært ved at blive ved med at ombooke, for der skal også være ledige datoer i efteråret at lægge koncerterne på. Vi har allerede booket rigtig meget op resten af året, og nogle af de større ting kan man altså ikke lægge på mandage, siger han.

Et af de arrangementer, det indtil videre er uafklaret, hvad der skal ske med, er årets Band Battle. Semifinalerne skulle have fundet sted her i marts og april, men er af gode grunde sat på stand by.

- Jeg ved ikke endnu, hvordan det ender. Vi har ikke afgjort, om vi eventuelt vil køre videre med Band Battle i efteråret, eller bare skal aflyse det helt, forklarer Jørgen Nissen.

Katrine Schousboe
Poul Krebs er en af de kunstnere, det er lykkedes at finde en ny dato til - i oktober. Arkivfoto: Bente Poder

Det gør du med billetter

Nordkraft, hvor spillestedet holder til, er reelt lukket.

Alligevel fastholder Skråen indtil videre at holde billetcaféen åben to dage for ugen. Derfor kan du fortsat komme ind og få refunderet billetter, der er købt på spillestedet eller i Salling, om mandagen og onsdagen mellem kl. 16 og 18.

Er dit arrangement aflyst, får du pengene retur, er du heldig, at din koncert har fået en ny dato, er billetterne stadig gyldige og skal ikke ombyttes, understreger Jørgen Nissen.

- Vi har haft nogle, der henvendte sig og var bekymrede for, om de nu igen skulle i billetkø for at få billet til Poul Krebs, men det skal man altså ikke, hvis man har én i forvejen, siger han.

Hvis man ikke kan den nye dato, et arrangement måtte blive flyttet til, kan man få refunderet sin billet til og med 1. maj.

Har du derimod købt billetter gennem Billetlugen, er du nødt til at væbne sig med tålmodighed. Jørgen Nissen understreger, at alle bliver kontaktet, men at man skal forvente temmelig lang ekspeditionstid, fordi Billetlugen har travlt med aflyste og flyttede arrangementer over hele landet.

- Det er en ret specielt situation det her og ikke noget, vi har prøvet i den skala før. Vi kan kun håbe, at vi er oppe at køre igen så hurtigt som muligt, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...