De frivillige passer blandt andet spillestedets bar og garderobe eller står i indgangen. De hjælper også til ved f.eks. Skovrock eller Fredagsfest i Karolinelund.Arkivfoto: Laura Guldhammer
Livet her

Skråen søger frivillige

Spillestedet vil gerne have flere unge ind som praktiske hjælpere

22. oktober 2017 kl. 13:12

AALBORG: De er allerede omkring 80, men kan altid bruge flere.

Spillestedet Skråen er på udkig efter aalborgensere, der vil bruge et par aftener hver måned på at tage en frivillig tjans i baren, stå i garderobe eller hjælpe med andet praktisk.

På Facebook reklamerer spillestedet derfor for et informationsmøde 6. november, hvor interesserede kan komme og høre mere om, hvordan det er at arbejde frivilligt på Skråen.

- Det er ikke fordi, vi som sådan mangler nogen. Men vi får mange henvendelser fra folk, der gerne vil være frivillige og for at sætte tingene i system, holder vi med jævne mellemrum orienteringsmøder, siger leder af Skråen Jørgen Nissen.

Spillestedet er særligt interesserede i at få fat i unge mellem 20 og 30 år. Erfaringsmæssigt er de frivillige så glade for deres tjans, at de bliver ved længe og for at sikre en jævn aldersfordelingen i gruppen, gælder det derfor om at få yngre kræfter ind i systemet.

- Samtidig har vi en aftale med kommunen om, at vi tilgodeser unge ved denne type opgaver, siger han.

Der dukker typisk 15-20 interesserede op til møderne, og heraf får langt hovedparten lov at få en prøvevagt. Jørgen Nissen vurderer, at omkring ti ender med at blive en fast del af frivillignetværket.

- Det stiller nogle krav at være frivillig - blandt andet skal man kunne fungere godt sammen med andre, og samtidig skal man også have lidt pondus, hvis man f.eks. skal kunne stå i indgangen og afvise nogen, siger han og tilføjer:

- Vi bruger også møderne til at få afstemt forventninger. Nogle tror jo, at det handler om, at de kan få lov at gå til nogle gratis koncerter, men det er ikke sådan det er. Det er vigtigt, man brænder for det og er villig til at lave noget, siger han.

Er man interesseret i at blive frivillig på Skråen, skal man tilmelde sig informationsmødet på spillestedets hjemmeside.

Annonceret indhold

Nyeste