Ansigterne på gavlen af Jens Bangs Stenhus spiller hovedrollen i en kendt skrøne om Jens Bang og hans påståede politiske ambitioner. Foto: Thomas Lee Christensen
Livet her

Skrøne går igen om Jens Bangs Stenhus, den er bare ikke sand

Måske har du også hørt den sjove historie om ansigterne på Jens Bangs Stenhus? Problemet er bare, den ikke er sand

19. august 2022 kl. 19:04

AALBORG: Det i Aalborg verdenskendte Jens Bangs Stenhus er en yndet seværdighed for byens turister, og bygningen var da også, da den stod færdigt i 1624 byens højeste ud over kirkernes tårne.

Men med tiden har bygningen ikke kun været genstand for utallige turistfotos, men også for vandrehistorier om de såkaldte vrængemasker, der er på sydsiden af bygningen.

- Historien er, at Jens Bang skulle have sat dem op som karikaturer af sine fjender eller uvenner på den sydlige ende af gavlen. Det vil sige den ende, der vender mod rådhuset, forklarer Thea Højvang Rasmussen, der er formidlingschef på Nordjyske Museer.

- Efter sigende skulle en af de her vrængemasker være Jens Bangs eget selvportræt, og at han satte dem op, fordi han ville gøre nar af magistraten, der holdt til på rådhuset, fordi magistraten ikke ville udnævne ham til borgmester.

Ifølge skrønen skulle det være vrængemaske nummer to fra højre, der forestiller Jens Bang række tunge mod rådhuset. Altså en form for middelalderlig fuck-finger til rådhuset.

Det er vrængemasken her, der angiveligt skulle forestille Jens Bang række tunge mod magistraten. Foto: Thomas Lee Christensen

Historien er sådan set meget sjov. Problemet er bare, den ikke har hold i virkeligheden.

- Den rigtige historie er, at vrængemaskerne først blev sat op omkring år 1700. Det er 60 år efter, Jens Bang døde. Så den er lidt svær at bevise, konkluderer Thea Højvang Rasmussen.

Ud over ansigterne i stueetagen er der også andre uhyggelige detaljer længere oppe på bygningen. Foto: Thomas Lee Christensen

Ifølge formidlingschefen mener man, vrængemaskerne blev tilføjet, fordi bygherren havde en god smag i europæisk arkitektur. Det var med andre ord ’so hot right now’ på daværende tidspunkt.

- Man kan se andre byggerier som Notre Dame, den kæmpestore domkirke i Paris, hvor man har gargoiler siddende. Man var bare rigtig glad for at have noget, der vrængede og var uhyggeligt.

Foto: Thomas Lee Christensen

- Det har kirken selvfølgelig, fordi du skal holde dig på dydens smalle sti. Men ellers var det utroligt moderne at gøre i renæssancen. Og så har man faktisk aldrig set sådanne vrængemasker andre steder i Aalborg. Man mener, det er derfor, den her vandrehistorie er opstået. Fordi det er så unikt.

Derudover mener man faktisk ikke, at Jens Bang havde nogen interesse i at blive borgmester, forklarer formidlingschefen. Han foretrak fint at være købmand.

Foto: Thomas Lee Christensen
Annonceret indhold

Nyeste