Aalborg Vandski Klub arrangerer de Danske Mesterskaber på vandski

AALBORG: Der bliver helt givet drøn på drengen og masser af fart over feltet, når Aalborg Vandski Klub (AAVK) arrangerer de Danske Mesterskaber på vandski.

Begivenheden finder sted på klubbens anlæg på Søndergårdsvej 23 i Nørresundby - det er kun et stenkast fra Aalborg Lufthavn - og der bliver noget at se på for tilskuerne alle fire dage.

Torsdag den 25. og fredag den 26. juli afholdes der således Special DM, hvor der er delt op i alderskategorier, og lørdag den 27. og søndag den 28. juli gælder det så Open DM.

I sidstnævnte tilfælde konkurrerer man alle mod alle - dog er deltagerne delt op i henholdsvis herrer og damer.

Der dystes i tre kategorier, og det er slalom, trick og hop.

Torben O. Andersen
Der dystes i tre kategorier ved DM, og det er slalom, trick og hop. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Sila Thiel er formand for Aalborg Vandski Klub, og hun håber på godt vejr til arrangementet.

- Det vil først og fremmest sige ingen regn og ingen vind, for det giver de mest optimale betingelser for både løbere og publikum.

Formanden gør i den forbindelse opmærksom på, at DM meget naturligt får deltagelse af de bedste danske topløbere, og at der er gratis entré til stævnet.

Torben O. Andersen
Sander og Victor er konkurrenter på vandskiene, da de begge stiller op i samme kategori - men som det også fremgår af fotoet, så er de dog også de bedste venner. Privatfoto

Sila Thiel:

- Vandski er en rigtig god familiesport, og det kan også ses på flokken af vandskiudøvere landet over.

- Derfor er der mange deltagere, hvor det både er mor eller far og børn, der deltager. I år er der f.eks. flere end 10 familier, hvor mindst to eller flere familiemedlemmer fra hele landet stiller op til DM, fortæller hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...