Vores klummeskribent Gittemarie Johansen sætter fokus på angst og frygt i klimadebatten

KLUMME: Nogen vil måske mene, at dagens klumme er lidt til den føleren side - men der er garanteret også en masse, som kan genkende nogle af de følelser.

Når den grønne omstilling i så høj grad er i fokus, og når vi kan mærke de meget ægte konsekvenser af klimaforandringer, så bliver det her med bæredygtighed, for mange mere end en hyggelig hobby - så bliver det en nødvendighed.

Det giver jeg dem fuldstændigt ret i, det er nødvendigt, at vi tager stilling til vores aftryk. Det er ikke noget, jeg har fundet på, det er desværre bare sådan, at det er, vi har ikke råd til at være ligeglade.

Men i dag vil jeg gerne tale lidt om bagsiden ved den grønne omstilling - eller rettere nogle af de følelser, som ofte hører med, men som ikke er så rare, og som der ikke altid bliver talt om.

Den første er angst.

Klima-angst er en reel ting, en frygt for ikke at tage de rigtige valg - en frygt for, hvad der sker med vores verden, der manifesterer sig som en form for handlingslammelse, hvor man ender med ikke rigtig at turde gøre noget overhovedet.

For fem år siden stod jeg i en butik og skulle vælge imellem løg i løsvægt og økologiske løg pakket ind i plastik.

Jeg gennemgik samtlige parametre inde i hovedet, og jeg prøvede virkelig at finde ud af, hvad der var mest bæredygtigt. Det ved jeg jo godt i dag, men som en nybegynder var jeg så bange for at begå fejl, at denne lille beslutning blev blæst fuldstændig ud af proportioner.

Jeg kan også huske, hvordan jeg ville få et halvt nervesammenbrud, hvis jeg fik et sugerør på en restaurant på trods af, at jeg havde frabedt mig det. Det er ikke en rationel reaktion, det var frygten for at fejle, der fyldte alt inde i hovedet.

Den anden følelse, som vi skal snakke om, er skyld.

Skyld bliver slynget meget rundt i debatten og shaming er ofte ikke den bedste måde at kommunikere på. Det er også tit, at rationelle og fornuftige spørgsmål kategoriseres fejlagtigt som shaming, så vi ikke skal forholde os til deres substans.

Jeg har oplevet både intern og ekstern klima-skyld. Skylden, der kommer indefra, er den lille stemme som fortæller mig, at jeg ikke gør det godt nok. Den har nogle gange ret, det var den stemme, der fik mig til at gå vegansk, men det er også den stemme, der høvler mig ned for hver eneste lille bagatel. Hver gang jeg køber en banan og kører bus frem for tog, og der har man lidt lyst til at råbe: ”jeg gør jo det bedste, jeg kan, for filan”.

Den eksterne skyld - den der kommer udefra - er vanskeligere at håndtere. Jeg oplever ofte, at når jeg rejser mig op og taler om bæredygtighed, så gør jeg også mig selv til skydeskive. Hvis jeg har opfordret folk til at spise mindre kød, så er der en, som lige vil gøre mig opmærksom på aftrykket af min bomuldskjole.

Hvis jeg skriver, at vi genererer for meget engangs-plastik, og at vi skulle tage at bruge mindre, så er der en, som vil pointere, at jeg har en smartphone. Det er egentlig ligemeget for dem i situationen, at både kjole og telefon er købt brugt.

Når man opfordres til at minimere plastik, så kan det føles som shaming, hvis man ikke allerede gør det. Så svarer man med mere skyld, for det ville være bedre, hvis vi alle sammen var på samme niveau, så behøver vi nemlig ikke at lytte til nogen, for der er ingen, der ved, hvad de taler om.

Skylden er et centralt aspekt af den måde, vi taler til hinanden på - især i debatten om klima, og jeg har set det komme fra alle slags mennesker. Forleden læste jeg en overskrift, som kaldte unge mennesker for hyklere, når de snakker om, at vi skal minimere kød og plastik, når de selv de iklæder sig bomuldstøj.

Og jeg kunne straks genkende situationen.

Jeg tænkte med det samme, at de ved da ikke, om det tøj er købt brugt - enormt mange unge køber brugt tøj, for de ved, at aftrykket af bomuld er enormt. Men der var ikke mulighed for at svare, skylden skulle blot overleveres.

Jeg vælger at ryste både skyld og frygt af mig, selvom det er svært, for skyld planter ingen træer. Vi lærer intet, hvis vi ikke lytter og tager hinanden alvorligt.

Det handler ikke om at vinde - og nogle gange burde man måske bare slå lyttelapperne ud i stedet for at føle sig så trådt på.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...