Savner du et større floor, vilde DJ's og mere originale drinks end mojito og daquiri?

AALBORG: Aalborg Kongres & Kultur Center har lanceret et ualmindelig festligt koncept. Der er indkøbt fadølsanlæg med fem haner, hyret en ren cocktailekspert og booket DJ's til den helt store efterfest.

Tanken er, at festen starter i foyeren ud til Kildeparken i samme øjeblik, som kunstnerne til aftenens arrangement har bukket og sagt farvel i Aalborghallen. Og så kan festen ellers fortsætte, så længe, der er folk til det, og det bliver aftenens koncert, der angiver tonen til efterfesten.

- Musikken og stemningen i den enkelte Late Night er i høj grad bestemt af koncerten eller showet, der går forud for den, fortæller projektkoordinator Casper Clasen.

- Nogle gange diskotek, andre gange rockbar eller hyggelig loungestemning. Samlet set vil vi gerne give alle vores gæster muligheden for at forlænge en god aften hos os uden at skulle forlade huset.

Håbet er, at det nye Late Night-koncept giver en passende afslutning på en god aften, og at det bliver en "kulturel totaloplevelse", som han formulerer det.

- Konceptet er ikke et forsøg på at trække andre gæster til udefra, men nærmere en kræsen om vores egne gæster. Late Night er en del af den eksklusive oplevelse, som publikum skal have lov til at nyde godt af i AKKC, fortæller Casper Clasen.

Men har man venner, der ikke har været til arrangementet, men som gerne vil støde til festen senere, får de også mulighed for det. Efterfesterne er nemlig åbne for alle gæster - uanset om man har billet til et arrangement i AKKC.

Og man kan altså regne med god plads til både dans, forskellige barer, siddepladser og et loungeområde lidt væk fra det hele, hvis man foretrækker en lidt roligere efterfest.

Den prisvindende bartender Aksel Laust Nielsen kommer lige fra en ansættelse på Mortens Kro, og nu er han altså ansat som husets helt egen cocktailekspert, så du kan regne med at få nogle spændende og nytænkende cocktails.

Konceptet skydes for alvor i gang efter Martin Jensens store show ’Me, Myself, Live’ den 27. november 2021.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...