Et brag af en fest på 1000Fryd. Du kan også gå i Det Hem’lige Teater

AALBORG: Den kommende weekend er fuld af sprudlende mangfoldighed, og dag for dag bliver duften af forår endnu mere tydelig. Hvad enten du er til forførende scenekunst eller tung bas, vil Nordens Paris altid være dig garant for en kulturrig oplevelse. Her får du tre håndplukkede begivenheder fra byens mange tilbud. Rigtig god weekend!

Torsdag 19. april: "Hotellet" på Det Hem’lige Teater

Varm op til weekenden med en tur forbi Det Hem’lige Teater, hvor du kan opleve opførelsen af “Hotellet".

Det Hem’lige teater er kendt for sin alternative og til tider provokerende tilgang til scenekunsten, hvor publikumsinddragelse og udnyttelse af hele salen som scene blot udgør få af deres mange karakteristiske virkemidler.

I forestillingen er hotellet omdrejningspunktet for hverdagen i en lille by, hvor gæster, tjenestepiger og byens øvrige borgere bevæger sig gennem livet på kryds og tværs af hinanden. Stykket skildrer de indbyrdes kampe og interne relationer, som bunder i magt, kærlighed og sammenhold. Udadtil ligner hotellet et paradis - også for den naive Lilly, som lader sig favne og forfører af de uimodståelige fristelser, men i paradiset ulmer faren lige under overfladen, hvor byens magtfulde mænd slår deres folder.

Arrangementet starter kl. 19.30. Billetter koster 50kr og kan købes i døren eller via Det Hem’lige teaters hjemmeside.

Fredag d. 20.4: Lion’s Den 420 Axum Tour Special

Den 20. April er for mange mennesker, verden over, en spirituel fridag hvor lovens lange arm uskyldigt gradbøjes til fordel for sakramentet i rastafaribevægelsen.

Oftes akkompagneres dette af reggaemusikkens charme, og i den anledning sparker 1000fryd weekenden i gang med et brag af en fest. Lion’s Den #420 Axum Tour Special har samlet et soldit hold, der natten igennem vil servere caribiske rytmer, tung bas og majestætiske DJ-sangere, der alle er med til at markere den selverklærede helligdag.

Udover dit lokale lydsystem Raggatech Sound kan du bl.a. opleve reggaens ukronede bykonge Mikael Melody, spanske Ras Fraguas samt britiske King Alpha og hans lyriske sidekick - hele vejen fra Los Angeles - Fikir Amlak.

Arrangementet, der før hed Riddim Night (nu Lion’s Den) har gennem årene udviklet sig til en traditionsrig og tilbagevendende begivenhed, hvor reggaemusikken gang på gang har forenet byens mange mennesker.

Arrangementet starter kl. 20 og der er gratis entré indtil klokken 22. Herefter koster det 40 kr.

Søndag d. 21.4: Aktuel udstilling med William Kentridge / Kunsten for begyndere

Kunsten, Aalborgs mastodont for samtidskunsten, kører i øjeblikket en fascinerende udstilling af den verdenskendte sydafrikanske kunstner William Kentridge.

Med sine poetiske sort/hvide stopmotion film fik han sit gennembrud i starten af 90’erne, og siden har han markeret sig med en bred vifte af stilarter indenfor kunstens verden. Tegninger, film, skulpturer og performancekunst er blot en håndfuld af hans mange kunstdiscipliner, hvor hjertet i alle hans værker tydeligt udspringer af det koloniserede, regulerede, undertrykte og drømmende menneske - alt sammen skildret med humor, stor indlevelse og en unik finføling.

Hvis ikke du på forhånd er velbevandret i kunstens verden, skal du ikke lade dig skræmme. Denne lørdag tilbyder Kunsten nemlig også "Kunsten for begyndere", hvor du kan få en introduktion til de mange stilarter samt en dybere forståelse af den aktuelle udstilling, i et sprog, der er til at forstå. "Kunsten for begyndere" starter kl. 11, varer en time og koster alm. entré + 30 kr. Udstillingen af Kentridges værker kan opleves frem til d. 31.8.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...