Særligt ét dyr skal passe på det undvegne krybdyr

AALBORG:Lørdag formiddag har personale i Aalborg Zoo opdaget, at en 120 centimeter lang slange på tykkelse med en tommeltot er forsvundet fra sit terrarie.

Der er tale om en såkaldt Sinaloa, som er en kongesnog, der stammer fra Mexico.

Det er Nordjyllands Politi, som på vegne af Aalborg Zoo efterlyser slangen på Twitter.

- Den er ganske ufarlig - dog ikke overfor mus, som den spiser, oplyser ordensmagten i opslaget, hvor folk opfordres til at ringe 114 eller kontakte Zoo, hvis de ser den farvestrålende flygtning.

Det er usikkert, om slangen stadig er på Zoos anlæg - eller om det er lykkedes den at slippe helt ud i friheden.

- Den kan godt være kravlet ud i en have langs med Zoo, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen.

Ifølge driftschef Søren Møller Abildgaard fra Aalborg Zoo er det et mysterium, hvordan Sinaloa-snogen er undsluppet.

Han mener, det kan være sket i forbindelse med et besøg i havens skoletjeneste, hvor det ikke er usædvanligt, at de modigste af gæsterne får lov at røre ved krybdyrene.

- Og så er terrariet måske ikke blevet helt lukket igen. Der skal ikke en ret stor sprække til, før sådan en kan slippe afsted, siger Søren Møller Abildgaard.

Det er ikke længe siden, at en afrikansk hammerhovedhejre forsvandt fra Aalborg Zoo. Den er fortsat ikke dukket op, selv om det ikke er skortet på henvendelser.

Hvor den seneste flygtning gemmer sig, har driftschefen ikke et bud på.

- Men den er nok ikke nået til Storvorde, lyder det lunt.

Som sagt er Sinaloa-snogen helt ufarlig. Men hvis en af Zoos naboer opdager den i haven og alligevel ikke bryder sig om at tage den op i sine hænder, så har Søren Møller Abildgaard et godt råd.

-Den er ikke særlig svær at fange, men jeg kan da godt forstå, hvis man ikke vil. Men hvis man så bare kan komme til at smide en gryde eller en spand over den, så skal vi nok komme og hente den, lover han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...