Stykke om C.W. Obels tobaksfabrik må vente et år

AALBORG: Der bliver ingen udendørsteater i Klosterhaven i eftersommeren.

Aalborg Slotsteaters storstilede forestilling Tobakken om C.W. Obels Tobaksfabrik bliver nemlig udskudt et år på grund af risikoen for corona.

Forestillingen skulle efter planen have været opført ved Aalborg Kloster i august, men bliver nu altså udskudt til august 2021, skriver teatret i en pressemeddelelse.

- Vi er naturligvis ærgerlige over, at vi nu må udskyde forestillingen ”Tobakken”. Vi har glædet os meget til at fremføre stykket, men vi skal først og fremmest respektere myndighedernes anvisninger af hensyn til både publikum, skuespillere og øvrige medvirkende, lyder det fra leder af teatret Martin Schwab, som fortsætter:

- Selvom det selvfølgelig er en beklagelig situation, glæder vi os dog over, at vi i stedet for at aflyse forestillingen har mulighed for at udskyde den til næste år. Publikum kan således stadig se frem til et spændende lokalt drama baseret på historien om C. W. Obel.

Tobakken – Historien om C. W. Obels Tobaksfabrik tager udgangspunkt i den virkelige historie om det aalborgensiske tobaksimperium og er én ud af i alt tre forestillinger, som Aalborg Slotsteater skal opføre i løbet af de kommende år. Den anden forestilling er Harald Jensen, som bygger på beretningen om Aalborgakvavitten og De Danske Spritfabrikker, mens det tredje stykke hedder Rantzaus Mænd og tager udgangspunkt i fortællingen om Johan Rantzau, der myrdede 2.000 nordjyske bønder i 1500-tallet.

Efter planen skulle de tre teaterstykker opføres i henholdsvis 2020, 2022 og 2024, men det første stykke om C. W. Obel bliver altså nu udskudt et år. På nuværende tidspunkt er det endnu uvist, om udskydelsen vil påvirke planen for de øvrige to teaterforestillinger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...