SammenSammen sender aktivitetskasser ud til børnefamilier for at gøre os mere bevidste om hinanden

AALBORG: Hun taler længe og ivrigt. Svarer hurtigt på spørgsmålene. Det er tydeligvis noget, hun har gennemtænkt mere end én gang.

Og det er da også noget af et hjertebarn, som 42-årige Trine Ottosen netop har sendt på gaden.

Efter 17 år som skolelærer har hun skiftet spor og er blevet selvstændig med firmaet SammenSammen, der sælger en abonnementsordning til børnefamilier.

- Det er et koncept, der skal gøre os mere bevidste om, hvordan vi er sammen. Det er fif til, hvordan vi får skabt nogle øjeblikke, der kan få os til at vokse som mennesker, forklarer hun og medgiver, at det kan lyde lidt abstrakt.

I virkeligheden er ideen dog simpel, mener hun. Når man abonnerer på SammenSammen, får man hver måned leveret en lille papboks i postkassen. Kassen indeholder en række kort med forslag til aktiviteter, der kan skabe glæde i familien og en aktivitet, man kan lave ud af selve kassen foruden en overraskelse. Derudover har man også adgang til SammenSammens onlineunivers med fif og mulighed for at være med i et fællesskab med andre brugere.

- I min tid som lærer og også som mor, har jeg oplevet, hvor lidt, der egentlig skal til i dagligdagen for at lave tingene om. Men mange af os har ikke overskud til at få det gjort, og det er det, jeg gerne vil inspirere til, forklarer hun.

Trine Ottosen understreger gang på gang, at det ikke handler om store, tidskrævende projekter, men mere om at få justeret lidt i det daglige.

- Det er virkeligt simple ting - at man f.eks. hejser flaget på en mandag, bare fordi det er mandag, at man sætter børnene til at vande blomsterne og i det hele taget inddrager dem i fællesskabet og pligterne, siger hun og tilføjer:

- Langt hen ad vejen er det da meget nemmere at klare de her ting selv, men børnene vokser, når de gør det. De får oplevelsen af at være vigtige for fællesskabet, fastslår hun.

De små opgaver og ideer til enkle aktiviteter skal også gøre op med en anden bekymring, Trine Ottosen har, nemlig børns stigende skærmforbrug.

- Vi er kommet ind i det her skærmunivers uden at være opmærksomme på, hvilke konsekvenser, det kan have. Og meget af børns skærmbrug i dag er underholdning, men de oplever ikke nogen oprigtig glæde ved at sidde foran den skærm. Det gør de til gengæld ved at være en del af familiefællesskabet, siger hun og understreger, at hun ikke ønsker at være en løftet pegefinger, for vi får så mange råd som forældre. I stedet vil hun være en konstruktiv medspiller i en travl hverdag.

- Det handler om at lære at vende det om. Sådan, at vi i stedet for at sige ”nu skal du altså ikke sidde der med den telefon”, så i stedet siger ”ih, hvor jeg glæder mig til, vi skal lave mad sammen”.

SammenSammen-konceptet er netop lanceret, og Trine Ottosen er nu i fuld gang med at markedsføre det bl.a. på Instagram.

Hun overvejer også at involvere nogle influencere, der skal prøve konceptet af, og så vil hun gerne ud at holde foredrag om de erfaringer, hun selv har gjort sig.

- Det gode ved det her er, at det smitter. Børnene tager noget livslæring med sig videre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...