Smadremanden og alle de andre fra Zirkus Nemo kommer til Aalborg 22.-26. maj

Zirkus Nemo slår teltet på fra 22. til 26.maj

AALBORG: Smadremanden, Bager Jørgen og de andre kendte og elskede figurer er på vej til Aalborg igen, når Zirkus Nemo kommer til byen.

Zirkusdirektør Søren Østergaard byder i år på et væld af verdensklasseartister, en kaskade af kiksede karakterer og dyngevis af diminutive dyr i Danmarks eneste cirkus for voksne. Det hele kan opleves på Fjordmarken i perioden 22.-26. maj.

- Først og fremmest vil nogle af verdens bedste artister forføre jer med deres optræden. Det drejer sig om den fantastiske fransk-cubanske håndstandsduo Duo Solys, verdens absolut hurtigste jonglør Mario Berousek, hulahopringenes underskønne herskerinde Geraldine Philadelphia samt den rablende russiske rullehjulsartist Konstantin Mouraviev. Det er oven i købet lykkedes mig at få fat på den stærkt eftertragtede og dejligt dekadente dukkeførerduo Cabaret Decadanse, fortæller zirkusdirektøren.

Næste del af planen går på at afvæbne publikum med alle de kendte og elskede figurer Bager Jørgen, Målermanden, Kim Tim, Baglænsmanden, Marianne og ikke mindst Smadremanden, som Søren Østergaard ellers personligt ikke er så meget for:

- Men jeg er blevet nødt til at give urimeligt meget plads til det usoignerede og ubehøvlede krapyl, fordi han åbenbart har en ubegribeligt stor fanskare, der har krævet at se mere til ham i år, siger zirkusdirektøren, der dog afslører, at netop Smadremanden gav ham ideen til den tredje og afgørende del af årets slagplan.

- Populariteten steg ham så meget til hovedet, at han insisterede på at tage sin utålelige smadrehund Pløk med i manegen. Men det fik mig til at tænke på, at vi selvfølgelig skulle have en masse dyr med. Alle folk elsker dyr! Så vi giver både Aalborg Zoo og Nymarksminde Farmpark kamp til stregen med alle tiders imponerende gæs, guldfisk og rotter. Og måske en lillebitte hest, siger han med et snedigt smil.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...