Hver enkelt butik byder indenfor med tilbud og masser af hygge, så man undgår trængsel i selve gågaden

AALBORG: Julen har altid betyder meget for butikkerne i Nørregade - og i år er ingen undtagelse, selv om corona har sat en stopper for de sædvanlige boder og levende musik i gågaden. Arrangementet Julehygge i Nørregade bliver da også stadig gennemført - selvom det bliver anderledes denne gang på grund af pandemien.

- Vi skal undgå, at folk stimler sammen, og derfor er julehyggen rykket ind i de enkelte forretninger, siger Majken Green, der ejer den franske vinbar Ma Petite France med sin mand, Christian.

- Måden vi skaber fællesskab i gaden er for eksempel fakler og levende lys udenfor alle butikker. Og at vi vælger at have tilbud, besøg af leverandører, smagsprøver osv. den samme dag.

Julehygge i Nørregade finder sted lørdag 12. december, hvor de mange specialbutikker står klar med idéer til julegaverne, lidt smagsprøver og andet godt.

- Som til hverdag passer vi godt på jer og hinanden ved at sørge for håndsprit, afstand og mundbind. Og er der fyldt op i en butik, kan du altid kigge ind til naboen, siger Majken Green.

Flere af forretningerne i Nørregade har ligget der i mange år, og de ser frem til at hilse på stamkunderne. Isis fortæller om parret der kommer efter årets julemand fra Jim Shore, og igen i år hænger der sjove og anderledes julekugler i vinduerne hos Ameli. K-Living, der er en af de nyere forretninger, er klar med masser af ny julepynt, og hos Ma Petite France kan du nyde hjemmebagte småkager til den franske gløgg.

Dertil kommer generelt gode tilbud i butikkerne, og hos Unum er der pyntet med finurligt juleophæng, ligesom du på dagen kan møde den lokale kunstner Lone Hjørnet.

Og så har vi jo her på aalborg:nu tidligere skrevet om den populære mannequindukke uden for Nørregade Optik - og den er også i julestemning, lyder det fra forretningen: Vi pynter selvfølgelig den skønne gine med nissetøj og lur mig, der kommer nok også til at stå en julemand ved siden af julekvinden. I disse ligestillingstider er det jo nødvendigt ikke at gøre forskel.

Der er som nævnt Julehygge i Nørregade lørdag 12. december, det er fra klokken 10.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...