Kommunen vil have 100 elløbehjul på gaden og søger en samarbejdspartner

AALBORG: Snart skal du kunne gribe et elløbehjul til din tur rundt i byen. For kommunen efterlyser nu en samarbejdspartner til at rulle de elektriske boards ud i Aalborg.

I første omgang er der tale om en to-årig forsøgsordning med en leverandør af en deleordning på op til 100 løbehjul.

Kommunen kalder i en pressemeddelelse de elektriske løbehjul for en attraktiv transportform for mange, der breder sig til flere og flere kommuner. Derfor vil man nu indgå et samarbejde med en leverandør, som får tilladelse til at udleje el-løbehjul på kommunens arealer.

Samarbejdet må ikke koste kommunen noget, men omvendt skal man udpege og stille områder til rådighed på offentligt vejareal, hvor der kan defineres knudepunkter / stationer for deleløbehjulene.

- Med de 100 nye deleløbehjul sætter vi fokus på at tilbyde en pendlerløsning i tilknytning til de større knudepunkter og destinationer i Aalborg. Formålet er at udvide mobilitetsudbuddet og gøre flere mobile. Aalborg Kommune vil samtidig gerne højne grønne alternative transportformer i en kombination med fx kollektiv trafik for at opnå færre bilture, siger Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen.

Forsøget løber over en 2-årig periode med efterfølgende evaluering i 2021. Aalborg Kommune skal efter endt forsøgsperiode have udleveret bl.a. tracking data fra leverandøren omkring brugen af løbehjul, disse data skal medvirke til evalueringen af forsøget.

Kommunen skriver i pressemeddelelsen, at der er stor fokus på trafiksikkerhed under implementeringen af forsøget. Derfor er planen at følge erfaringen og tilgangen fra andre byer bl.a. fra et lignende samarbejde i Århus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...