Det startede som en app, men nu kan du også få spillet i fysisk form, og det er allerede blevet et stort hit

AALBORG: “De onde kapitalister - Alle dem, som har konto hos Danske Bank, drikker for deres dårlige moral!”

Sådan lyder ét af kortene i Snaller’n, som kort og godt kan beskrives som et drukspil, der er krydret med morbid, samfundskritisk humor. Det er de tre unge iværksættere Rasmus Nielsen, Filip Damgård og Stig Christensen, som står bag firmaet Geo Games, der for nylig har udgivet spillet i en fysisk udgave. Der er allerede godt gang i salget, og fremtiden byder på meget mere underholdning til barerne og de festglade gæster.

Camilla Gammelgaard
Folk har taget godt imod spillet, der både er samfundskritisk, fjollet og fyldt med lommefilosofi. Foto: Martin Damgård

Trekløveret i Geo Games forsøgte sig i første omgang med at lave en app over en weekend, som de tog med til fester. Selvom spillet dengang var i en langt mere simpel udgave, så var folk vilde med det, og det fik iværksætterne til officielt at udgive Snaller’n. Til at starte med holdt de sig til appen, men efterspørgslen efter en fysisk udgave fik dem til at sætte gang i produktionen. Også selvom det ikke altid har været lige nemt at skaffe støtte.

– Vi mødte en del modstand i starten, når vi som iværksættere var ude og prøve at overbevise folk om, det er en god idé at lave et drukspil. Der var mange, der mente, vi hellere skulle forholde os til verdensmålene og kigge på noget undervisning, griner Rasmus Nielsen.

De forsøgte alligevel at tage en specialudgave af spillet med til Folkemødet på Bornholm, hvor det var vældig populært. Nogle kort derfra er også blevet hængende. For eksempel “Morten Messerschmidt-runden”.

Camilla Gammelgaard
Her ses Rasmus Nielsen, der er én af de tre iværksættere i Geo Games, med et kort fra spillet. Foto: Martin Damgård

Navnet til spillet er nøje udvalgt og med et glimt i øjet.

- Vi snakkede meget om, hvad spillet skulle hedde. For det første har vi brugt den aalborgensiske dialekt i sammentrækningen, og for det andet har ordet en dobbeltbetydning. Det kan dække over, at man er snalret, og det passer jo meget godt til et drukspil, men der er også mange, der mener, at snaller'n er en pik, griner han.

Spillet består af en bunke kort, der er opdelt i forskellige kategorier, og som byder på både afstemninger, kommandoer og regler. Fælles for kortene er, at de er underholdende og giver anledning til, at der uddeles og drikkes en del slurke undervejs.

– Spillet tager udgangspunkt i ting, som vi tænker, man snakker om på en bar. Man kan også bruge det til at lære hinanden bedre at kende. Der er blandt andet afstemningskort, og der vil man tit blive overrasket. Også over sine bedste venners holdning, fortæller Rasmus Nielsen.

Spillet kører lige til grænsen og kan måske provokere en lille smule.

– Det er hovedsageligt samfundsfaglig morbid humor, hvor du bliver kaldt fascist, idiot og sådan nogle ting, griner han og fortsætter:

– Der er også lommefilosofi og fjollede emner, som kan skabe diskussioner. For eksempel: Hvad vil du helst - være rig og grim eller fattig og attraktiv?

Det spørgsmål suppleres med en parentes - (Hvis du både er fattig og grim, skal du bunde din øl).

Camilla Gammelgaard
Der er flere forskellige kategorier på kortene, der derfor er opdelt i farver og specialkort. Foto: Martin Damgård

Det lykkedes med ganske få tilpasninger, at få Snaller’n i produktion og samtidig finde samarbejdspartnere, der vil sælge det. Man kan for eksempel finde det på Guldhornene, Den Nordiske Ambassade og LA Bar.

I processen fandt de tre iværksættere ud af, at efterspørgslen på spil og underholdning på værtshusene faktisk er ret stor, og det gav anledning til at tænke videre over en løsning, der kunne tilbyde dem endnu mere. Derfor har de teamet op med folkene bag websiden Humorkassen, der sælger brætspil, og som også har base i Aalborg.

– Barerne er interesserede i Snaller’n, fordi de mangler underholdning, og de vil gerne have endnu flere ting. Derfor tog jeg kontakt til Benjamin fra Humorkassen og spurgte, om vi skulle prøve at løse det problem med en samlet pakke med underholdning i nattelivet. Det arbejder vi på nu, fortæller Rasmus Nielsen.

– Pakken kommer til at bestå af Beer Pong, små simple brætspil, hvor man ikke skal snakke for meget, terninger, kort og sådan noget, supplerer Benjamin Riis Petersen, der er medindehaver af Humorkassen.

Dermed er der lagt op til meget mere spas og forretning fra de unge iværksættere, der i øvrigt også laver særudgaver af Snaller’n til for eksempel virksomheder og foreninger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...