Iværksætterne bag Little Reusers åbner nye butikker - se her hvor og hvornår

AALBORG: Nu kan du snart gå på opdagelse i et helt nyt reuse-univers - kun for kvinder.

Du kan enten leje en stand eller gå på indkøb, når iværksætterne bag Little Reusers i Nørresundby åbner to helt nye forretninger i City Syd.

Den ene, Reusers, er en vaskeægte nyhed med tøj, sko, smykker, ure og tasker til kvinder. Ifølge initiativtagerne er det det første reuse-univers af sin slags i Nordjylland.

Den anden er endnu en udgave af Little Reusers, som Anne Glinvad og Christina Bang åbnede i Nørresundby i november og "som er gået over al forventning".

Stort marked og interesse

- Vi udvider med et kvindeunivers, fordi vi oplever, at der er et stort marked og interesse, ikke mindst. Flere har efterspurgt et loppeunivers for kvinder, og vi har allerede modtaget utallige af pre-bookinger til Reusers - så vil man sikre sig en stand til åbningsfesten, skal man være hurtig, siger Anne Glinvad.

- Samtidig er det helt i tråd med vores oprindelige idé, hvor det var tanken helt fra starten, at vi ville have de to koncepter.

Endnu en drøm bliver til virkelighed

I følge Anne Glinvad kom nogle praktiske hensyn i vejen for drømmen i første omgang, men nu er de to initiativtagere i fuld gang med at sætte deres nye nabobutikker i stand.

- Vi brænder for vores idé, og vi er jo selv lige i målgruppen til begge butikker. Vi er kvinder i begyndelsen af 30'erne, og vi har begge to børn. Også derfor har vi en ret god føling med, hvad butikkerne skal rumme af diverse services og ydelser.

Der bliver plads til i alt omkring 220 stande i de to butikker. De åbner 1. september på Stenbukken 3B i City Syd.

- Det er samtidig vigtigt at slå fast, at Little Reusers i Nørresundby fortætter med at have åbent, siger Christina Bang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...