Hvis du har svært ved at genkalde feriefølelsen, er der hjælp at hente, når Spies besøger Aalborg med deres nye duftlaboratorium

AALBORG: Det lyder måske en smule specielt, men ikke desto mindre så har rejseselskabet Spies anskaffet sig et rullende duftlaboratorium, der besøger de større byer i Danmark for at hjælpe danskerne med at få følelsen af at være på ferie. Torsdag den 15. marts kommer vognen til Aalborg eller nærmere bestemt til City Syd. Man kan nemlig komme forbi duftlaboratoriet i Aalborg Storcenter imellem klokken 10 og 19.

Camilla Gammelgaard
Der er mange forskellige dufte, der kan lede dine tanker mod ferie. PR Foto

Ferielykken er kort

Når hverdagens stress og jag kører på fulde drøn, er der mange der ser frem til deres kommende ferie. Her skal der slappes af, opleves nye ting og ikke mindst lades op til, man igen vender hjem til jobbet og hverdagspligterne. Desværre viser en del undersøgelser, i følge Spies, at ferielykken er kort. Mere konkret viser de, at den forsvinder allerede to dage efter hjemkomsten, og det vil rejseselskabet gerne lave om på.

- Vi vil forsøge at bygge videre på ferielykken. I den her omgang forsøger vi at bruge sanserne som en ferieforlænger, der tager folk tilbage til afslapning og velvære, fortæller Maria Byrskov, teamleder i Spies marketingafdeling.

Camilla Gammelgaard
Sådan ser det rullende duftlaboratorium ud. PR Foto

Mere konkret er det lugtesansen, Spies bringer i spil for at genkalde følelsen af at være på ferie, selvom man står hjemme i kolde Danmark.

- Vi har undersøgt, hvordan man kan forlænge feriefølelsen og har fundet ud af, at lugtesansen spiller en vigtig rolle. Derfor har vi udviklet en masse dufte, som man forbinder med at være sydpå. Det kan for eksempel være dejlige dufte af kokos, solcreme, grillmad fra Grækenland, is og eukalyptus, siger Maria Byrskov.

[billede

Personligt duftkit

Der er også lidt mere atypiske dufte i laboratoriet, som man måske ikke selv tænker over. Blandt andet har Spies og dufteksperterne genskabt lugten, man møder, når man træder ud af flyet, og ferien skal til at starte. Nærmere bestemt er det duften af varm asfalt og benzin. De har også genskabt duften af de rengøringsmidler, der bliver brugt på mange af hotellerne, hvilket måske kan være med til at genkalde minderne og feriefølelsen.

Camilla Gammelgaard
Det er meget individuelt, hvad der minder om os ferie. Derfor kan du selv sammensætte de rigtige dufte sammen med eksperter. PR Foto

- Vi har forsøgt at finde mange forskellige dufte, som danskerne forbinder med ferie, og derfor er der flere typer. Der vil stå dufteksperter klar i vognen til at hjælpe folk med at finde de helt rigtige dufte, som man kan få med hjem. Selvom det er forår i Danmark, så føles det mere som vinter, og der kan duftkittet måske hjælpe dig til at tænke på sommer og ferie, fortæller Maria Byrskov.

Det er gratis at få lavet et duftkit i det rullende laboratorium, som parkerer i Aalborg Storcenter torsdag den 15. marts fra klokken 10 til 19.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...