Efter flere måneders aflysning vender lyntogene nu tilbage

AALBORG: Er du en af de mange, der af og til tager toget til Aarhus, så er der godt nyt.

Ved indgangen til februar vender lyntogene nu endelig tilbage efter at have været aflyst siden 9. december på grund af arbejde med at udskifte sikringsanlægget.

Anlægget skulle have været sat i drift umiddelbart efter sommerens sporombygning af strækningen, men leverandøren har haft store vanskeligheder med at levere og installere anlægget, lyder det i en pressemeddelelse fra Banedanmark.

- Der er nu lagt en plan fra februar og frem, som begrænser generne så meget som muligt, og hvor lyntogene kommer tilbage på strækningen. Vi undskylder naturligvis over for passagererne og håber på deres tålmodighed frem til, at sikringsanlægget er på plads, og vi i gen kan levere normal køretid på strækningen, siger anlægsdirektør i Banedanmark Steen Neuchs Vedel.

Sikringsanlægget er det system, der styrer sporskifterne og signalerne på stationerne og ude på strækningerne.

Lyntogene og InterCity-togene kører i fuldt omfang fra 4. februar - men foreløbig dog med ændrede tider.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...