Aalborg får testbutik i helt ny Coop-kæde. Se hvor den skal ligge her

AALBORG: Netto, Rema 1000, Lidl og Aldi. Der er masser af steder at gå hen og hente billige fødevarer.

Nu melder Coop sig også for alvor i ræset om at få del i discounthandlen. Det sker med en test, der skal bane vej for en helt ny discountkæde, skriver erhvervsmediet finans.dk.

I første omgang bliver 13 af de nuværende 350 Fakta-butikker ombygget og åbner i begyndelsen af september under navnet "Coop 365”.

En af testbutikkerne kommer til at ligge i Aalborg. Coop omdanner nemlig den eksisterende Fakta på Vestre Alle til Coop 365.

Butikkens vanlige farve, rød, bliver ifølge erhvervsmediet ændret til grøn, og samtidig bliver der også ændret sortimentet.

- De 13 testbutikker får eksempelvis 600-700 flere varer på hylderne end normalt kendes i discount. De næste måneder skal vi have kundernes reaktioner i de byer, hvor butikkerne er. Derefter er vi klar til at vurdere grundlaget for fremtidens lavprissupermarked, siger koncerndirektør Jens Visholm til finans.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...