Foreløbig har der dog ikke været uheld onsdag morgen - det var der til gengæld tirsdag aften

NORDJYLLAND: Det er her til morgen særdeles glat på vejene i Nordjylland.

- Der er faldet en del sne og slud, så der ligger meget sjap på vejene. Men vi har her til morgen - 7-9-13 - ikke haft alvorligere uheld. Folk kører heldigvis nogenlunde pænt, konstaterer vagtchef Jesper Sørensen, Nordjyllands Politi.

Der skete til gengæld en del uheld i aftes, hvor ikke færre end fem uheld indenfor kort tid lagde beslag på en del kræfter hos politiet.

Det skyldtes, at der faldt isslag.

Tre af uheldene var på motorvej E45 - et ved Vodskov og to ved Støvring - ingen af dem med alvorlig personskade. To personer fra uheldene ved Støvring måtte dog køres til skadestuen på Aalborg Universitetshospital til tjek.

Selvom der endnu ikke har været meldinger om uheld her til morgen vil vagtchefen dog gerne gentage opfordringen om at køre i god tid og efter forholdene.

Fra Midt- og Vestjyllands Politi, der dækker Mors og Thy, er meldingen den samme: Glatte veje, men foreløbig ingen uheld onsdag morgen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...